Ølmarineret svinemørbrad

Ølmarineret mørbrad
Opskrift til personer Opskrift til 4 personer

Forberedelsestid

1 time

Tilberedelsestid

20 minutter

Samlet tid

1 time og 20 minutter

Beskrivelse

Nem og lækker opskrift på ølmarineret svinemørbrad. Du får en saftig og smagfuld mørbrad, som du kan servere til aftensmad.

Ingrediensliste

  • 450 g. svinemørbrad
  • 2 spsk. brun farin
  • 3 dl. mørk øl
  • 2 fed hvidløg
  • salt/peber

Fremgangsmåde

  1. Knus hvidløg.
  2. Bland alle ingredienser til marinaden.
  3. Rens mørbrad og kom den i marinaden. Lad den stå og trække smag i 1-3 timer. Den må meget gerne også trække natten over.
  4. Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
  5. Steg mørbraden på en opvarmet pande ved middelhøj varme i enten olie ellr smør, så den får farve på alle sider.
  6. Placer din mørbrad i et ildfast fad eller i en dyb bradepande beklædt med bagepapir.
  7. Bag mørbraden i ovnen i ca. 20-25 minutter. Hvis du bruger stegetermometer, så skal mørbraden have en kernetemperatur på 62-65 grader.
  8. Tag mørbraden ud og lad den hvile 5-10 minutter under sølvpapir.
  9. Skær i skiver og server med det samme.
Bedøm denne ret

Opskrift på ølmarineret svinemørbrad

Prøv denne ølmarineret svinemørbrad, hvis du mangler inspiration til en ny marinade til din mørbrad. Vi laver faktisk ofte mørbrad, hvis vi får gæster eller i weekenden. Det er billigere end oksemørbrad og så kan det laves ganske lækkert. Først og fremmest handler det blot om, at man ikke oversteger kødet, så det bliver tørt. Derfor kan vi altid anbefale at bruge et stegetermometer, når du tilbereder kød. Det giver altså i sidste ende det bedste resultat.

Som sagt, så laver vi gerne svinemørbrad. Det er dog ofte fyldt mørbrad eller indbagt mørbrad, så derfor gav vi os selv en udfordring om, at vi ville udvikle nogle flere opskrifter, som var mere simple. Og hvor mørbraden fik lov til at have en større rolle end den eksempelvis har i en fyldt udgave. Det kom der den her lækre ølmarineret mørbrad ud af! Måske lyder det lidt skørt med en ølmarinade, men det smager virkelig hammer godt. Den mørke øl bliver blandet med brun farin og hvidløg til en marinade. Og det er virkelig en smagfuld kombination. Den får godt med syrlighed og sødme.

LÆS OGSÅ: Klik her og find alle vores opskrifter med svinekød

Ølmarineret mørbrad

Marineret svinemørbrad opskrift

Med den her opskrift får du et stykke saftigt svinemørbrad. Så det er altså slut med sådan en knastør mørbrad, som har fået alt for lang tid. Den her saftige udgave vil helt sikkert falde i god jord hos både venner og familie. Du kunne eksempelvis servere den med en omgang hjemmelavede flødekartofler og en melonsalat. Så har du en virkelig god og nem forårsmenu eller sommermenu, som uden tvivl vil få dig i godt humør.

Hvor lang tid før kan jeg marinere den? 
Vi skriver i opskriften, at den skal have lov til at trække minimum 1-3 timer før, men den må meget gerne stå og trække natten over. Sådan er det altid med marinerede ting. Det bliver altid en tand bedre, jo længere tid det får lov til at marinere.

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers.

Kommentarer

  1. Lyder som en lækker ret. Men er ingredienslisten korrekt – jeg synes, det lyder meget med 450 g mørbrad til 1 person ?

    1. Hej Susanne,

      Den stod angivet som 1 stk. (altså 1 stk. mørbrad). Den er til cirka 4 personer. Det er ændret nu 🙂

      Kh

  2. Hej! Det blev en god mørbrad.
    Jeg havde lidt svært ved “4 stk salt/peber” for hvad er det.
    Marinaden stod der ikke noget om efter marinering, men jeg kom den i bradepanden og brugte den til sovs/sause. God øl, hvidløg og brun farin skal da ikke smide ud 🤓
    Tak for god opskrift, der skal prøves af på gæster

    1. Hej Jørgen,

      Vores teknik har drillet lidt, så derfor stod der 4 stk. salt/peber. Der skulle bare stå salt/peber uden de 4 stk. 🙂
      Men dejligt det faldt i god jord og god ide at bruge resten af marinaden til sauce. God søndag!

Skriv en kommentar