Paneret torsk med tartarsauce på rugbrød

Paneret torsk med tartarsauce på rugbrød
Opskrift til personer Opskrift til 4 personer

Forberedelsestid

15 minutter

Tilberedelsestid

15 minutter

Samlet tid

30 minutter

Beskrivelse

Nem og lækker opskrift på sprød paneret torsk med tartarsauce og syltede rødløg. Lækkert smørrebrød med paneret torsk.

Ingrediensliste

  • Paneret torsk

  • 400 g. torsk
  • 2 stk. æg
  • 4 spsk. hvedemel
  • 50 g. pankorasp
  • 2 tsk. tørret basilikum
  • salt/peber
  • 50 g. smør
  • Tartarsauce

  • 50 g. mayonnaise
  • 1 spsk. creme fraiche
  • 2 spsk. purløg
  • 2 spsk. frisk dild
  • 0,5 tsk. citronsaft
  • 0,5 spsk. cornichoner
  • 0,5 spsk. kapers
  • 0,5 tsk. dijonsennep
  • salt/peber
  • Andet

  • 4 stk. rugbrød
  • 4 spsk. smør
  • 40 g. syltede rødløg
  • 4 kviste frisk timian

Fremgangsmåde

  1. Start med at lave tartarsaucen.
  2. Hak krydderurter, cornichoner og kapers fint. Den måde cornichoner og kapers er angivet i vægt er i finthakket tilstand.
  3. Rør alle ingredienserne sammen.
  4. Smag evt. med mere citronsaft eller sennep.
  5. Sæt den på køl indtil servering.
  6. Nu til torsken. Skær den ud i mindre fileter, hvis det er et stort stykke torsk.
  7. Find 3 skåle frem. Slå æg ud i den ene og pisk det sammen. Kom hvedemel i den anden og kom rasp, tørret basilikum samt salt/peber i den tredje.
  8. Vend herefter torskestykkerne i hvedemel, herefter i æggeblandingen og til sidst i raspblandingen. Fortsæt sådan med alle stykkerne.
  9. Varm en pande op. Kom smør på panden og lad det smelte.
  10. Kom alle torskestykkerne på panden. Lad dem stege i ca. 2-4 minutter på hver side. Vend dem, når de er gyldne.
  11. Steg dem på den anden side.
  12. Tag dem fra på en tallerken med fedtsugende papir (køkkenrulle).
  13. Smør rugbrød med smør.
  14. Kom paneret torsk på, så en klat tartarsauce, syltede rødløg og pynt evt. med frisk timian eller andet grønt.
  15. Server med det samme.
Bedøm denne ret

Opskrift på paneret torsk med tartarsauce på rugbrød

Hvis du elsker smørrebrød, så skal du prøve denne variant med paneret torsk med tartarsauce og syltede rødløg. Sprød, paneret torsk, som er paneret i pankorasp, som gør den ekstra sprød. Det er en simpel, men virkelig lækker måde at tilberede torsk på, som vi i den grad kan anbefale. Især hvis det stadig skal være lidt nemt og ikke tage alt for lang tid. Og så går man jo aldrig galt i byen med en højtbelagt rugbrødsmad. Det smager skønt til både frokost og aftensmad. Faktisk tager vi gerne en aften eller to i ugen, hvor vi spiser rugbrød til aftensmad. Hvis man gør lidt ekstra ud af pålægget, så behøves det på ingen måde at være kedeligt.

Tartarsaucen er lavet på mayonnaise, syltede agurker og sennep, og det komplimenterer torsken helt perfekt. Det er sådan lidt en fish and chips fortolkning, bare i smørrebrødsform. Prikken over i’et er de syltede rødløg, som jo bare smager godt på nærmest alt. Sådan et glas har vi altid stående på køl.

LÆS OGSÅ: Se flere opskrifter på smørrebrød her

Paneret torsk med tartarsauce på rugbrød

Smørrebrød med paneret torsk

Smørrebrød er noget af det bedste vi ved. Når rugbrød går fra rugbrød til smørrebrød, så er det som om, at der bliver lagt lidt ekstra kærlighed i maden. Og det føler vi især der bliver gjort i det her stykke smørrebrød med paneret torsk. Vi håber også, at det kan inspirere til at bruge torsk på en anden måde, end du måske førhen har gjort. Vi synes umiddelbart, at torsk godt kan være et overset stykke fisk. Men det kan laves så delikat, hvis man ved hvordan man kan sammensætte og tilberede det.

Paneret torsk med tartarsauce på rugbrød

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi har også en app! Hvis du er interesseret i flere opskrifter, så har vi også udgivet kogebøger, som du kan se og købe lige her.

Skriv en kommentar