Stegt rødkål med bulgur og feta

Stegt rødkål med bulgur og feta
Opskrift til personer Opskrift til 4 personer

Forberedelsestid

10 minutter

Tilberedelsestid

15 minutter

Samlet tid

25 minutter

Beskrivelse

Nem og lækker opskrift på stegt rødkål med bulgur og feta, som kan serveres som tilbehør til aftensmaden. Prøv at servere med kyllingefrikadeller til. Det smager så godt!

Ingrediensliste

  • 130 g. bulgur
  • 1 stk. rødløg
  • 0,5 stk. rødkål
  • 2 spsk. olivenolie
  • 2 spsk. sojasauce
  • 1 spsk. akaciehonning
  • salt/peber
  • 60 g. fetaost
  • 0,5 bundt frisk persille

Fremgangsmåde

  1. Kog bulgur efter pakkens anvisning. Når det er færdigkogt, så sættes det til side.
  2. Imens bulgur koger, så kan du forberede de resterende ting. Snit løg og rødkål fint.
  3. Varm en pande op med lidt olivenolie.
  4. Kom rødløg og rødkål på. Vend det godt rundt.
  5. Tilsæt sojasauce, akaciehonning samt salt/peber.
  6. Når bulgur er færdigkogt, så tilsættes det til panden.
  7. Lad det hele sautere til rødkålen er færdig. Vi kan godt lide, når den er blød, men stadig har lidt bid.
  8. Hak persille fint og vend i.
  9. Anret på et fad eller lad det blive i panden. Top med smuldret fetaost og server med det samme.
Bedøm denne ret

Opskrift på stegt rødkål med bulgur og feta

Mangler du noget sundt tilbehør, så kan vi anbefale sådan en omgang stegt rødkål med bulgur og feta! Hvis du gerne vil have noget tilbehør, hvor der er skruet op for det grønne og som samtidig mætter godt, så er det her et virkelig godt bud. Kålen snittes fint og så svitses den af på pande, så den stadig beholder noget bid. Den blandes herefter med kogt bulgur, feta, persille, lidt sojasauce og honning. Det smager skønt som tilbehør til et stykke stegt kød, men kan også bruges til boller i karry, gryderetter osv. (så ville vi nok udelade fetaosten). Så hvis du gerne vil skrue ned for mængden af kulhydrater og op for det grønne, så lav denne.

Kål er generelt genialt, når man gerne vil have noget, som har et lavt kalorieindhold, men som fylder godt på tallerkenen. Vi er ikke så vilde med rå rødkål, når man skal have det på den her måde. Vi synes, at det bliver meget mere lækkert, hvis man lige svitser det af, så det giver en anden konsistens. Hele salaten får desuden den smukkeste lilla farve.

LÆS OGSÅ: Se flere opskrifter på kålsalater her

Stegt rødkål med bulgur og feta

Varm rødkålssalat med bulgur og fetaost

Det kan også kaldes for en slags varm rødkålssalat med bulgur og fetaost. Det er en lækker smagskombination og som sagt, så får den den smukkeste farve. Du kan dog også sagtens lave salaten med hvidkål i stedet, men vi er så pjattede med den lilla farve! Vi serverede salaten sammen med en omgang kyllingefrikadeller og alle mand elskede det. Så trænger du også til at få lidt mere grønt ind i hverdagen efter nogle festlige juledage, så kan vi kun anbefale dig at prøve den her.

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers. Er du vild med vores opskrifter, så har vi også udgivet kogebøger, som du kan købe her.

Skriv en kommentar