Syltede pærer

Syltede pærer
Opskrift til glas Opskrift til 1 glas

Forberedelsestid

20 minutter

Tilberedningstid

40 minutter

Samlet tid

1 time

Beskrivelse

Nem opskrift og guide til syltede pærer. Syltede pærer smager skønt som en dessert med is til, til ostebordet eller på skyr eller yoghurt.

Ingrediensliste

  • 10 stk. pære
  • 1 liter vand
  • 275 g. sukker
  • 1 stk. vaniljestang
  • 1 stk. økologisk citron
  • 2 stk. kanelstænger
Læg i kurven til
I samarbejde med Nemlig.com

Fremgangsmåde

  1. Skræl dine pærer. Skær bunden af og halver pærer. Herefter fjernes kernehuset med fx en teske.
  2. Flæk vaniljestang og skrab kornene ud. Kom vaniljekorn, vaniljestang, kanelstænger, sukker, vand, citronsaft og lidt af skallen herfra i en gryde og kog det op til sukkeret er opløst.
  3. Kom pærerne i gryden og lad dem små simre i ca. 20 minutter.
  4. Skold et glas og pil pærerne op af sukkerlagen og placer i glasset.
  5. Lad sukkerlagen simre videre i ca. 5 minutter og hæld derefter lagen over pærerne til det dækker. Placer vaniljestang og kanelstænger i glasset så det kan afgive yderligere smag.
  6. Pærerne vil kunne holde sig i ca. et par uger på køl.

Opskrift på syltede pærer

Syltede pærer er en nem og lækker måde at gemme sæsonens pærer på. De søde pærer koges i en aromatisk lage med sukker, vanilje og krydderier, som giver dem en skøn sød og krydret smag. Servér dem som dessert eller til ostebordet. De er også lækre at bruge i tern ovenpå skyr eller yoghurt sammen med hjemmelavet granola.

Opskriften er enkel, og de hjemmelavede pærer på glas kan holde sig længe, når de opbevares korrekt. Syltede pærer er derfor også perfekte at lave, når pærerne er i sæson og der er mange af dem. Vi har i år masser af pærer på vores pæretræer og tænker helt sikkert, at vi skal have syltet nogle af dem, så de ikke går til spilde.

Hvilke pærer er bedst til syltning?

Det bedste resultat får du med faste pærer, som ikke er overmodne. De skal kunne tåle at blive kogt uden at falde fra hinanden. Conference, Clara Frijs og andre faste pæresorter egner sig godt til syltning og vil være gode til den her opskrift.

LÆS OGSÅ: Se alle vores opskrifter på syltede frugt og nødder her

Syltede pærer

Hvad spiser man syltede pærer til?

Syltede pærer kan bruges på mange forskellige måder. De er særligt gode sammen med noget cremet eller fedt, fordi pærernes sødme og syre giver en god kontrast. Det kunne være i en let dessert med en god vaniljeis eller mascarponecreme. Her kan man også lave noget nøddeknas til, som også vil passe godt sammen med pærerne. De er også gode ovenpå panna cotta eller cheesecake eller til et klassisk ostebord.

Skal det ikke være så dessert-orienteret, så er de altså også lækre til morgenmad. Prøv at skære dem i stykker og brug dem ovenpå din yoghurt eller skyr om morgenen sammen med granola. Mulighederne er altså mange med sådan en syltet pære og det er så undervurderet, hvis du spørger os.

Hvor længe kan syltede pærer holde sig?

Holdbarheden afhænger blandt andet af opskriften, syrlighed, hygiejne og opbevaring. Opbevar altid de lukkede glas køligt og mørkt. Efter åbning bør glasset opbevares på køl og bruges inden for kort tid. Hvis et glas viser tegn på mug, gæring, utæthed eller en unormal lugt, skal indholdet kasseres.

Kan man lave syltede pærer uden vanilje?

Ja. Vaniljen kan sagtens udelades eller erstattes med andre krydderier. Kanel, stjerneanis, ingefær og kardemomme passer alle godt sammen med pærer.

Kan syltede pærer bruges i desserter?

Ja, syltede pærer er fantastiske i desserter. Skær dem i mindre stykker og servér dem med vaniljeis, flødeskum eller cremefraiche. De kan også bruges som topping på cheesecake, panna cotta eller yoghurt.

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers. Er du vild med vores opskrifter, så har vi også udgivet kogebøger, som du kan købe her.

Skriv en kommentar