Tortillas med pulled chicken

Opskrift til personer Opskrift til 2 personer

Forberedelsestid

30 minutter

Tilberedelsestid

1 time

Samlet tid

1 time og 30 minutter

Beskrivelse

Hjemmelavede tortillas er der intet der slår. Især ikke når de fyldes med lækkert pulled chicken, pico de gallo, majs, avocado og syltede rødløg.

Ingrediensliste

  • Hjemmelavede tortillas

  • 250 g. hvedemel
  • 65 g. smør
  • 1,25 dl. vand
  • 0,5 tsk. salt
  • Pulled chicken

  • 280 g. kyllingebryst
  • 1 stk. hønsebouillonterning
  • 1 tsk. chiliflager
  • 1 tsk. paprika
  • salt
  • 1 tsk. chilisauce
  • 0,5 tsk. sukker
  • Fyld

  • 100 g. majs på dåse
  • 0,5 bundt frisk koriander
  • 0,5 stk. grøn peberfrugt
  • 15 g. jalapenos
  • 3 stk. tomat
  • 0,25 stk. løg
  • 50 g. creme fraiche
  • 1 stk. avocado
  • 30 g. syltede rødløg

Fremgangsmåde

  1. Bring en gryde med vand i kog. Opløs bouillonterningen heri.
  2. Ren kyllingebrystene og kog dem i bouillonvandet i cirka 25 minutter.
  3. Nu skal pico de gallo laves. Hak tomater, jalapenos, grøn peberfrugt, løg og koriander fint. Bland det i en skål.
  4. Dræn derefter majs og hæld dem i en skål.
  5. Mos avocadoen og smag det til med salt og peber.
  6. Når kyllingen er færdig trevles det med to gafler. Herefter vendes det med krydderier og sukker.
  7. Anret nu dine tortillas med pulled chicken, pico de gallo, majs, avocado, creme fraiche og evt. syltede rødløg.

Tortillas

  1. Hvedemel og salt blandes i en skål.
  2. Smør smuldres i og det æltes med fingrene.
  3. Vandet tilsættes og det æltes yderligere indtil du har en smidig dej.
  4. Dejen hviler 15 min.
  5. En tør pande opvarmes på komfuret (middelhøj varme).
  6. Derefter deles dejen i 10 lige store stykker og de rulles ud, indtil du har den ønskede tykkelse.
  7. Pandekagerne bages kort på den tørre pande på begge sider.
  8. Placeres på en tallerken overdækket med et fugtigt viskestykke. På den måde undgår du, at de bliver tørre.
Bedøm denne ret

Opskrift på tortillas med pulled chicken

Nylavede tortillas med pulled chicken, pico de gallo, avocado, majs, creme fraiche og koriander. En virkelig skøn ret fra det mexikanske køkken.

Vi elsker at lave hjemmelavede hvedetortillas, da de ikke tåler nogen sammenligning med dem man kan købe i supermarkedet. Det kræver lidt ekstra tid, men det er bestemt tiden værd. De kræver få ingredienser, så de er meget billige at lave – det er bare tid der skal bruges til at rulle dem ud.

LÆS OGSÅ: Fajitas med hjemmelavede tortillas

Tortillas med pulled chicken

Mexicanske pandekager med kylling

Måske du også har en tendens til altid at lave mexicanske pandekager med oksekød. Det kan vi i hvert fald ofte komme til. Derfor er det altså også super fint at prøve noget andet fyld. Den her udgave med pulled chicken er så lækker! Selve kyllingen bliver kogt, hvorefter man river den fra hinanden, som når man laver pulled pork. Den bliver herefter vendt i lækre krydderier, som giver kyllingen masser af smag.

Kan jeg bruge andet end kylling som fyld?
Der er mange muligheder for kød. Vi laver også sommetider disse tacos med oksekød stegt med tacokrydderi. Det smager også rigtig godt. Derudover kan du også helt udelade kødet, og så har du en lækker vegetariske taco.

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers.

Kommentarer

  1. Hej!

    Jeg vil gerne lave tortillaerne grovere. Kan det gøres ved fx 200g grahamsmel og 50g hvedemel?

    Har I prøvet det?

    Mvh. Agnes

    1. Hej Agnes,

      Vi har prøvet at gøre dem grovere ja, men ikke i det forhold. Vi har prøvet med 100 g. fuldkornsmel og så resten hvedemel. Men prøv dig frem 🙂

      Kh

  2. Vores pandekager blev totalt stive … Hvad har vi gjort forkert mon? Hvis man laver dem på forhånd, hvordan luner man dem så og hvordan undgår man så at de ikke bliver stive ?

    1. Hej Helena,

      Vi har aldrig oplevet, at de bliver stive. Læg dem under et fugtigt klæde som de bliver færdige 🙂 Og så lun dem i ovnen pakket ind i sølvpapir.

      Kh

    1. Hej Trine,

      Det har vi desværre ikke prøvet, men tror godt du kan erstatte noget af melet med majsmel 🙂

      Kh

Skriv en kommentar