Tærte med broccoli og bacon

Tærte med broccoli og bacon
Opskrift til tærte Opskrift til 1 tærte

Forberedelsestid

20 minutter

Tilberedelsestid

1 time

Samlet tid

1 time og 20 minutter

Beskrivelse

Nem opskrift på en lækker tærte med bacon og broccoli. Tærter er fantastiske til aftensmad, da det er nemt og hurtigt at lave. Her får du også opskriften på en nem grov tærtedej, som giver en fantastisk tærtebund.

Ingrediensliste

  • Tærtedej

  • 100 g. hvedemel
  • 70 g. speltmel
  • 100 g. smør
  • 3 spsk. vand
  • 0,5 tsk. salt
  • Fyld

  • 1 pk. bacon i skiver
  • 0,5 stk. broccoli
  • 5 stk. æg
  • 1 dl. mælk
  • salt/peber

Fremgangsmåde

  1. Skær smør i små stykker. Bland det sammen med de resterende ingredienser og ælt indtil du har en sammenhængende, ensartet dej.
  2. Sæt dejen på køl i cirka 30 min.
  3. Skær broccoli i mindre stykker. Kog noget vand og hæld det over dine broccoli, lad det stå og trække i cirka 5 min. Hæld vandet fra.
  4. Steg bacon, men ikke så det er helt færdigstegt. Det skal stege færdigt i ovnen med tærten.
  5. Pisk æg sammen med mælk og salt/peber.
  6. Rul din tærtedej ud. Smør tærtefadet med lidt smør eller olie. Placer tærtedejen i tærtefadet og sørg for, at dejen er helt op til kanten hele vejen rundt.
  7. Varm ovnen op til 200 grader varmluft.
  8. Fyld broccoli og stykker af bacon rundt på hele tærten. Hæld æggemassen ovenpå og drys evt. lidt ekstra salt og peber på.
  9. Bag tærten i cirka 16-17 min.
Bedøm denne ret

Opskrift på tærte med broccoli og bacon

En nem opskrift på tærte med broccoli og bacon. Vi elsker den her tærte, som er god til aftensmad, frokost eller som del af et tapasbord eller frokostbuffet.

Kan jeg erstatte broccoli med noget?

Hvis du ikke bryder dig om broccoli, så kan det sagtens erstattes eller udelades. Du kan erstatte med porrer skåret i skiver, asparges, squash eller peberfrugt. Det er kun fantasien, som sætter grænser.

Hvis du vil erstatte bacon, så kan du bruge skinketern eller skinkestrimler, kylling, serranoskinke eller kalkunbacon. Det er det gode ved tærter. Man kan nemlig nemt erstatte ingredienserne med noget andet. Derfor laver vi ofte tærter om søndagen, hvor vi så får brugt eventuelle grøntsagsrester. Man kan også tilføje lidt revet ost eller chili dertil. Det gør bestemt ikke tærten dårligere.

LÆS OGSÅ: Hønsesalat i sennepsdressing

Tærte med broccoli og bacon

Kan jeg lave en almindelig tærtedej?

Hvis du ikke gider lave en tærtebund, som er lavet med fuldkornsmel. Så kan du sagtens udelade det og blot lave den med hvedemel. Det er en super nem opskrift på en simpel tærtedej, som er let at arbejde med.

Vi elsker at lave den med lidt fuldkorn, da vi synes, at den mætter mere og så er den også sundere. Sådan en sund tærte er også god at have med i madpakken. Tærte er nemlig én af de ting, som også smager fantastisk, når det er koldt.

Hvad nu hvis jeg ikke har en tærteform?

Det er ikke alle, som har en tærteform. En tærteform var dog noget af det første vi købte, da vi flyttede hjemmefra. Vi laver nemlig ofte tærter og ikke kun denne tærte med broccoli og bacon. Hvis du mangler inspiration til tærter, både søde og salte, så kig her.

Du kan dog godt lave en tærte uden en tærteform. Hvis du har en springform eller en bradepande, så kan du også sagtens lave det der i. Husk dog bare at smør formen enten med lidt smør eller olie, inden du putter tærtedejen der i.

Husk også at følge med på Facebook, hvor vi dagligt deler ud af lækre opskrifter, tips og tricks.

Kommentarer

  1. Hej,

    Jeg har forsøgt at lave tærten her til aften. Smagen var rigtig god, men dejen var så godt som ubagt efter 17 min. i ovnen, selvom fyldet var, som det skulle være. Kan det passe, at dejen ikke skal en tur i ovnen for sig selv før, at man kommer fyld på?

Skriv en kommentar