Islagkage med bastognebund

Islagkage med bastogne kiks
Opskrift til personer Opskrift til 8 personer

Forberedelsestid

20 minutter

Tilberedelsestid

4 timer

Samlet tid

4 timer og 20 minutter

Beskrivelse

Nem opskrift på hjemmelavet islagkage med bastognebund. Den er pyntet med friske bær, men man kan også pynte den med hakket chokolade eller andre frugter. En lækker dessert, som kan laves i god tid.

Ingrediensliste

  • Kiksebund

  • 180 g. bastognekiks
  • 80 g. smør
  • Vaniljeis

  • 4 dl. piskefløde
  • 4 stk. æggeblomme
  • 80 g. flormelis
  • 3 tsk. vaniljesukker

Fremgangsmåde

  1. Smelt smør i en gryde.
  2. Knus bastognekiks. Dette gøres nemt i en minihakker eller foodprocessor. Alternativt kan du også putte dem i en plastikpose og knuse dem med en kagerulle eller kødhammer.
  3. Bland de knuste kiks med den smeltede smør.
  4. Beklæd en springform (Ø22) med bagepapir i bunden.
  5. Fordel kikseblandingen på bunden af springformen. Pres den godt ned (brug evt. et lille glas eller en ske til at presse den godt ned).
  6. Sæt bunden på køl, imens isen laves.
  7. Pisk æggeblommer, vaniljesukker og flormelis sammen i en skål med en elpisker til det er lyst og luftigt. Det tager ca. 3-5 minutter.
  8. Pisk piskefløde til en blød flødeskum.
  9. Vend flødeskum sammen med æggeblandingen. Dette gøres nemt med en dejskraber.
  10. Fordel isen ovenpå din kiksebund. Bank let formen ned mod bordet, så isen er jævnt fordelt.
  11. Sæt islagkagen i fryseren i minimum 4 timer (gerne natten over).
  12. Inden servering løsnes formen. Dette gøres nemt ved at tage en tynd kniv. Skær forsigtigt rundt langs isen, indtil du kan åbne formen. Du kan evt. skylle kniven under varmt vandt efterfølgende. Tør kniven af og glat kanterne ud på isen.
  13. Tag gerne isen ud 15-20 minutter før servering.
  14. Pynt evt. med friske bær eller hakket chokolade.
Bedøm denne ret

Islagkage med bastognebund opskrift

En nem sommerdessert, nemlig islagkage med bastognebund. Den her islagkage med kiksebund er en simpel islagkage, som smager forrygende. Især hvis den bliver pyntet med sommerens friske bær.

Vi laver ofte islagkager med en form for bund. Det kan være chokoladekage, brownie, kiksebund eller nøddebund. I det her tilfælde har vi valgt at lave bunden af knuste Bastognekiks. Hvis du ikke kender kiksen, så kan du se hvilken slags det er, lige her.

Du kan selvfølgelig også bruge en anden slags kiks. Dette kunne evt. være Oreokiks, kammerjunker eller brunkager. Kun fantasien sætter grænser.

LÆS MERE: Daim islagkage

Islagkage med bastogne kiks

Islagkage, islagkager og hjemmelavet is

Vi har rigtig mange opskrifter på islagkager og hjemmelavet is generelt. Og det er der god grund til. Det er nemlig en nem og lækker dessert, som ikke kræver de store færdigheder i køkkenet at lave. Det smager skønt og så kan man altid toppe dem af med friske bær i alle afskygninger.

Og hjemmelavet is er faktisk slet ikke så svært. Vi har fået mange spørgsmål omkring krystallisering af isen. Mange oplever nemlig, at deres is krystalliserer. Det problem har vi aldrig. Der er nemlig nogle små ting man skal huske, når man laver hjemmelavet is uden ismaskine.

  • Pisk sukker og æg godt. Det er super vigtigt at få pisket den her del rigtig godt. Det kan godt tage 5-7 minutter at få pisket den, så den sidder lige i skabet. I den her opskrift bruger vi flormelis, men det er samme princip om man bruger flormelis eller sukker. Det skal piskes så godt, at du får en tyk, gul masse.
  • Piskefløde må ikke overpiskes. En anden ting er, at din fløde ikke må blive overpisket. Det skal være en blød flødeskum. Så når den begynder at danne toppe, når den piskes, så er den færdig.
  • Typen af piskefløde. Man kan sagtens bruge almindelig piskefløde. Men vi må være ærlige og sige, at vi har oplevet at få den bedste is, når vi bruger fløde fra mærker som Cremefine eller AMO. Det man blot lige skal være opmærksom på her er, at de ofte skal piskes lidt længere end rigtig piskefløde.

Det er de vigtigste ting, som man skal vide, når man laver hjemmelavet is uden ismaskine. Når man først er klar over det, så er det en leg at lave hjemmelavet islagkage.

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers.

Kommentarer

    1. Hej Tina,

      Vi har desværre ikke de store erfaringer med ismaskine og om denne opskrift egner sig til det.

      Kh

Skriv en kommentar