Baked Alaska

Baked Alaska
Opskrift til personer Opskrift til 8 personer

Forberedelsestid

1 time

Tilberedelsestid

4 timer

Samlet tid

5 timer

Beskrivelse

Nem opskrift på Baked Alaska, som er indbagt is. Den består af en chokoladekagebund, som er toppet med hindbæris og marengs rundt om.

Ingrediensliste

  • Chokoladekagebund

  • 50 g. smør
  • 100 g. sukker
  • 20 g. bagekakao
  • 1 stk. æg
  • 0,5 stk. bagepulver
  • 1 dl. mælk
  • 65 g. hvedemel
  • Hindbæris

  • 150 g. frosne hindbær
  • 3 spsk. sukker
  • 3 stk. æggeblomme
  • 40 g. flormelis
  • 2 tsk. vaniljesukker
  • 3 dl. piskefløde
  • Marengs

  • 4 stk. æggehvide
  • 1 knivspids salt
  • 200 g. sukker

Fremgangsmåde

Bund

  1. Tænd ovnen på 180 grader alm. ovn (over- og undervarme).
  2. Rør alle de tørre ingredienser sammen i en skål. Smelt smør og lad det køle af.
  3. Bland de våde ingredienser sammen med de tørre ingredienser og rør/pisk indtil der ingen klumper er.
  4. Hæld dejen i en Ø20 cm springform med bagepapir i bunden.
  5. Bag i midten af ovnen i ca. 15-20 minutter. Hvis du stikker en strikkepind eller tandstik ned i midten af kagen og den kommer op uden dej på er kagen færdigbagt.
  6. Lad kagen afkøle helt.

Is

  1. Nu skal isen laves.
  2. Opkog bær i en gryde med sukker ved mellem varme. Rør jævnligt.
  3. Lad det stå og simre i 5 minutter til bærrene er kogt ud.
  4. Tag gryden af varmen.
  5. Si evt. kernerne fra i en trådsi (du kan også lade dem blive i). Kom kompotten over i en skål. Sæt den evt. i fryseren, så den hurtigt kan køle af.
  6. Pisk æggeblommer, vaniljesukker og flormelis sammen i en skål med en elpisker til det er lyst og luftigt. Det tager ca. 3-5 minutter.
  7. Pisk piskefløde til en blød flødeskum.
  8. Vend flødeskum sammen med æggeblandingen. Dette gøres nemt med en dejskraber.
  9. Vend herefter den kolde hindbærkompot i.
  10. Fordel isen ovenpå den kolde kagebund i springformen.
  11. Sæt det hele i fryseren i minimum 4 timer, men gerne natten over.

Marengs og servering

  1. Nu til marengsen og det sidste inden servering.
  2. Kom æggehvider op i en skål med et lille nip salt. Pisk æggehviderne med en elpisker til de begynder at blive hvide og skummende.
  3. Tilsæt sukkeret lidt efter lidt imens der piskes. Når alt sukkeret er tilsat, så skruer du helt op for hastigheden og pisker indtil du får en fast og glat marengs.
  4. Kom marengsen op i en sprøjtepose med stjernetyl.
  5. Tag din iskage ud af fryseren.
  6. Løsn springformen. Kom bunden over på en tallerken eller et fad, så kagebunden vender nedad.
  7. Lad den stå i ca. 10 minutter, inden du kommer marengsen på, så isen ikke er stivfrossen, når den serveres.
  8. Fordel små dutter af marengs over det hele. Kom gerne lidt ekstra på toppen, så den får mest højde der.
  9. Brug en gasbrænder til at brænde marengsen af, så den bliver let gylden.
  10. Server din Baked Alaska med det samme.
Bedøm denne ret

Opskrift på baked alaska

Baked Alaska er indbagt is i marengs og det er en dessert, som uden tvivl vil imponere dine gæster! Den er simpelthen så fin og så smager den bare så godt. Vi har lavet vores udgave med en chokoladekagebund, hindbæris og så marengs udenom. Vi synes det er så godt med den lidt syrlige is sammen med den søde bund og den søde marengs. Så bliver det hele ikke alt for sødt.

Hvis du vil spare lidt tid og tage den nemme løsning, så kan du også sagtens bruge færdiglavet is. Du bager bare bunden og så fylder du den færdiglavede is ovenpå den kolde bund i springformen. Fordel det ud og sæt kagen tilbage på frys. Og så laver du ellers bare marengsen som anvist og brænder den let af med en gasbrænder. Måske det lyder lidt omstændigt med en gasbrænder, men hvis du eksempelvis også gerne vil lave creme brulee, så kan vi anbefale dig at anskaffe dig en.

LÆS OGSÅ: Klik her og find flere kageopskrifter

Baked Alaska

Indbagt is opskrift

Selvom desserten har det meget fine navn, Baked Alaska. Så er det i princippet blot indbagt is. Og hvordan smelter isen så ikke, tænker du måske? Marengsen omslutter isen, så den ikke bliver påvirket, når du brænder marengsen af. Derfor er det vigtigt, at man får lavet marengslaget, så det slutter tæt om kagen og at der ikke er huller ind til isen. Vi kommer marengsen i en sprøjtepose og sprøjter det på. Du kan dog også sagtens fordele det med en ske eller en dejskraber.

Baked Alaska

Kan jeg bruge færdiglavet is?

Ja, du kan sagtens bruge færdiglavet is til din Baked Alaska. Du fordeler blot isen ovenpå din kagebund og sætter hele kagen i fryseren igen, så isen kan få lov til at sætte sig igen. Så følger du ellers bare opskriften som anvist.

Kan jeg lave den dagen før?

Ja du kan sagtens lave selve kagen og isen i god tid. Det skal jo i fryseren og her kan det godt holde sig i et stykke tid. Marengsen anbefaler vi dog, at du laver lige inden servering.

Baked Alaska

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers.

Kommentarer

Skriv en kommentar