Blinis med kyllingesalat

Blinis med kyllingesalat
Opskrift til stk. Opskrift til 16 stk.

Forberedelsestid

30 minutter

Tilberedelsestid

30 minutter

Samlet tid

1 time

Beskrivelse

En nem og lækker opskrift på blinis med kyllingesalat. De er toppet med sprød serranoskinke og persille. Én af de bedste opskrifter på forret uden fisk.

Ingrediensliste

  • Blinis

  • 100 g. hvedemel
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1 tsk. salt
  • 2 stk. æg
  • 0,5 dl. mælk
  • 30 g. smør
  • Hønsesalat

  • 450 g. kyllingebryst
  • 1 stk. hønsebouillonterning
  • 270 g. asparges på dåse
  • 250 g. champignon
  • 100 g. mayonnaise
  • 100 g. creme fraiche
  • 0,5 tsk. dijonsennep
  • 0,5 tsk. citronsaft
  • salt/peber
  • Topping

  • 60 g. serranoskinke
  • 0,25 bundt frisk persille

Fremgangsmåde

  1. Rens kyllingebryst og kog dem i 20-25 minutter i en gryde med vand og hønsebouillonterning.
  2. I mellemtiden drænes asparges på dåse.
  3. Rens champignon og skær dem i små fine tern.
  4. Steg nu de fine champignontern på panden. Når de er stegt drænes de.
  5. Bland mayonnaise, creme fraiche citronsaft og dijonsennep sammen til en dressing. Kom de drænede asparges og champignon i. Vend rundt og smag til med salt/peber. Dæk skålen til og stil det på køl.
  6. Når kyllingen er kogt skæres den i små tern eller trevles med en gaffel. Lad kødet køle helt af og bland det herefter i skålen med dressing, asparges og champignon.
  7. Lad hønsesalaten stå og trække lidt smag i køleskabet.
  8. Placer serranoskinke på en bageplade med bagepapir. Pensl skiverne med lidt olie. Bag dem ved 200 grader varmluft i cirka 8-10 min. (indtil de bliver sprøde). Når det er kølet af, så brækkes det i mindre stykker.
  9. Nu skal blinis laves. Bland mel, bagepulver og salt.
  10. Pisk æg og mælk i. Dejen skal være tyktflydende. Smelt lidt smør på en pande. Kom små dejklatter på panden med en teske. Vi laver dem ca. 3,5 – 4 cm. i diameter.
  11. Form dem straks til små runde blinis. Steg dem i ca. 2 minutter på hver side ved middel varme, til de er gyldne.
  12. Lad dem afkøle og anret dem derefter med kyllingesalat, sprødt serranoskinke og persille.
Bedøm denne ret

Opskrift på blinis med kyllingesalat

Blinis med kyllingesalat, sprød serranoskinke og frisk persille er altid et stort hit som forret eller på tapasbordet. De er så nemme at lave og så er de en sikker vinder, hvis du gerne vil servere en forret uden fisk. Vi har i hvert fald lavet dem mange gange og de falder altid i god jord. Selve hønsesalaten er hjemmelavet og er med champignon, asparges og kylling. Det hele er vendt i en simpel dressing, som er smagt til med lidt sennep.

Kyllingesalaten er anrettet ovenpå små blinispandekager. Vi ved godt, at hvis man skal lave blinis helt rigtigt, så laves de med boghvede. Vi kan dog meget bedre lide dem, når de kun er lavet på hvedemel, så derfor laver vi altså vores blinis sådan. Du kan sagtens finde en opskrift med boghvede og så blot bruge den i stedet.

LÆS OGSÅ: Croissant med hønsesalat

Blinis med kyllingesalat

Blinis med høns

Disse små blinispandekager kan serveres året rundt. De kan bruges som forret eller som en del af et tapasbord. De kan også sagtens serveres som en lille appetizer til nytårsaften. Mulighederne er uendelige! Og du kan selvfølgelig også sagtens købe blinispandekagerne færdiglavet, hvis du synes det er nemmere. Vi ved, at de fleste supermarkeder sælger dem i dag.

Kan jeg lave dem på forhånd?
Ja, det kan du godt. Hvis du gerne vil have, at dine blinis er lune, så kan du blot lune dem kort i ovnen og så anrette dem efter. Ellers smager de også rigtig godt kolde. Vi har prøvet begge dele og begge dele fungerer rigtig fint.

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers.

Skriv en kommentar