Kanelstang

Opskrift til personer Opskrift til 6 personer

Forberedelsestid

1 time

Tilberedelsestid

25 minutter

Samlet tid

1 time og 25 minutter

Beskrivelse

Nem opskrift på en klassisk, klippet kanelstang. Kanelstangen er svampet og virkelig blød. Den er perfekt til brunchbordet, som morgenkage eller som kage til kaffen.

Ingrediensliste

  • Dej

  • 50 g. smør
  • 1,5 dl. mælk
  • 25 g. gær
  • 1 stk. æg
  • 2 spsk. sukker
  • 0,5 tsk. salt
  • 450 g. hvedemel
  • Remonce og pynt

  • 100 g. smør
  • 1 spsk. kartoffelmel
  • 70 g. brun farin
  • 50 g. sukker
  • 3 tsk. stødt kanel
  • 1 stk. æg
  • 30 g. mandelsplitter

Fremgangsmåde

  1. Smelt smør. Tilsæt mælk og lad det blive en smule lunt. Det skal være lillefingervarmt.
  2. Hæld det hele over i en skål. Opløs gæren i blandingen.
  3. Sukker, salt og sammenpisket æg tilsættes.
  4. Mel tilsættes lidt ad gangen. Nødvendigvis ikke det hele. Ælt dejen til den er smidig og glat.
  5. Sæt dejen til hævning et lunt sted i 1 time overdækket med et fugtigt viskestykke.
  6. Imens dejen hæver gøres fyldet klar.
  7. Rør blødt smør, brun farin, sukker, kartoffelmel og kanel til en remonce.
  8. Når dejen er hævet, så tages den ud på et bord drysset med mel. Vend dejen en smule rundt i melet og rul den herefter ud i et rektangel (ca. 35 x 40 cm.)
  9. Fordel remonce udover hele dejen og smør godt ud.
  10. Rul den stramt sammen (på samme måde, som når man laver kanelsnegle) til en pølse.
  11. Løft pølsen over på et stykke bagepapir.
  12. Brug en saks og klip ned langs din pølse (ikke klip hele vejen igennem).
  13.  Herefter fordeler du strimlerne til hver deres side, så de falder ud skiftevis fra side til side.
  14. Lad kanelstangen efterhæve i 30 minutter.
  15. Tænd ovnen på 190 grader varmluft.
  16. Pensl stangen med et sammenpisket æg. Drys med mandelsplitter- eller flager.
  17. Stangen bages i ca. 20-25 minutter, men hold øje med den efter 15 minutter, da ikke alle ovne varmer ens.
  18. Tag bagepladen ud af ovnen og lad stangen afkøle på en bagerist inden servering.
Bedøm denne ret

REKLAME: Opskriften er lavet i samarbejde med Fiskars

Opskrift på kanelstang med remonce

I samarbejde med Fiskars får du her opskriften på en klippet kanelstang med remonce. En svampet og lækker kanelstang, som passer perfekt til eftermiddagskaffen eller til søndagens brunch. Vi vil over den næste tid køre en sjov lille serie med Fiskars, hvor vi vil have fokus på nogle små sjove historier. Vidste du blandt andet, at Fiskars fremstillede verdens første saks med plastikhåndtag i 1967? Den orange saks er et af Fiskars’ mest kendte produkter, og det er faktisk helt tilfældigt den blev orange.

I 1967, da de første basismodeller af saksen skulle fremstilles havde man et ønske om, at den skulle være sort, rød eller grøn. Maskinmesteren besluttede sig for for, at han ville afslutte den orange farve, som han allerede havde i maskinen. Derfor blev saksen fremstillet i fire forskellige farver og ved en intern afstemning blev den orange valgt. Derfor fylder den orange saks også 55 år i år!

Men for lige at vende tilbage til kanelstangen. Så er der altså bare intet som lunt bagværk. Og når det er med kanel, så giver det ekstra point hos os, fordi vi eeelsker bagværk med kanel. Server den, imens den stadig er lun og så er vi sikre på, at den vil falde i god jord ved familie, venner og gæster. 

Kanelstang

Klippet kanelstang

Det er en super nem opskrift og dejen er helt fantastisk at arbejde med. Et godt tip er at forme kanelstangen og så fryse den ned, inden den bliver bagt. På den måde kan den tages op og bages en morgen i weekenden, hvor du gerne vil servere lidt nybagt kage til. Den er helt perfekt til brunchbordet og duften af kanel er bare fantastisk at vågne op til. Det er en super nem og lækker opskrift, som ikke kræver mange færdigheder i køkkenet. 

Hemmeligheden bag det flotte ydre er, at kanelstangen klippes for at få det pæne mønster. Man ruller først dejen ud til et rektangel, som smøres med kanelremonce og rulles sammen til en pølse. Præcis som når man laver kanelsnegle. Så lægges pølsen over på en bageplade og så klippes den hele vejen ned, så du får det fineste mønster. Vi har også lagt en video på vores Instagram, hvor vi viser præcis hvordan det gøres.

LÆS OGSÅ: Chokoladeboller

Kanelstang

Ideer til andet fyld

Hvis du gerne vil pifte kanelstangen lidt op, så kan du også give tilføje andre ingredienser til selve fyldet. Kom noget æblekompot i midten. Det vil få den til at smage efterårsagtig og så kan man udnytte de lækre danske æbler, som er i sæson. Du kan også tilføje hakket chokolade, rosiner eller marcipan til selve fyldet.

Kanelstang

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers.

Kommentarer

  1. Så dukkede ingredienslisten frem igen … tak for det … og kagen blev bagt ?
    Den blev rigtig lækker, helt sikkert en opskrift jeg vil bruge igen.

  2. Hej jeg har fundet jeres opskrift via Pinterest og her står der “kanelstang med vanillecreme” jeg kan dog på intet tidspunkt i opskriften finde noget med creme, heller ikke i afsnittet med ideer til andet fyld. Er det en fejl på Pinterest eller skal der creme i eller kan der komme creme i?

    1. Hej Tina,

      Ja det er en fejl på Pinterest, men du kan sagtens komme vaniljecreme i sammen med remoncen 🙂

      Kh

    1. Hej Lily,

      Bagværk er altid bedst på dagen, så hvis du skal bruge den dagen efter, så ville vi fryse den ned, tage op 2 timer før og så lune den kort igen 🙂

      Kh

  3. Hej
    Har lige bagt kanelstangen og desværre holdt remoncen ikke. Den flyder rundt på bagepapiret og dejen er revnet, så den ser ikke så pænt ud som jeres. Hvad har jeg gjort forkert? Jeg brugte majsstivelse i stedet for kartoffelmel.

    1. Hej Elke,

      Lyder som om, at den ikke er æltet og hævet ordentligt 🙂
      Har du æltet i hånd eller på maskine?

      Kh

Skriv en kommentar