Stegt medister
Forberedelsestid
15 minutterTilberedningstid
10 minutterSamlet tid
25 minutterBeskrivelse
Opskrift på stegt medister på pande. Stegt medisterpølse smager skønt med en omgang kartofler, brun sovs og måske rødbeder til.
Ingrediensliste
- 500 g. medister
- 5 stk. peberkorn
- 4 stk. laurbærblade
- 20 g. smør
Fremgangsmåde
- Kom medister i en gryde med vand, der dækker samt laurbærblade og peberkorn. Der skal ikke salt i vandet.
- Bring gryden i kog. Når det koger, så skru ned og lad medisteren simre i ca. 10-15 minutter.
- Tag gryden af varmen.
- Skær den evt. ud i mindre stykker eller behold den hel.
- Varm en pande op med smør.
- Læg medisterpølsen på panden. Lad den stege ca. 2-3 minutter på hver side. Du kan evt. prikke den undervejs, så den ikke sprækker.
- Server din medisterpølse med det samme, evt. med brun sovs af kogevandet og kogte kartofler.
Opskrift på stegt medister
Her får du en simpel opskrift og guide til stegt medister. Det er så nemt og lækkert med stegt medister, men hvad kan man lige servere dertil? Du kan køre den helt klassiske med kogte kartofler, brun sovs og måske rødkål og rødbeder til. Ellers smager det også godt til grønlangkål eller brunede kartofler. Skal det være lidt mere moderne, så ville en kold kartoffelsalat eller en omgang bagte kartofler også smage eminent til sådan en godt stegt medisterpølse.
Medisterpølse skal man slet ikke undervurdere. Vi vil gerne have vores med en god stegeskorpe, så den er godt sprød. Men det er selvfølgelig en smagssag hvor stegt man gerne vil have den. Inden medisteren steges, så bliver den kogt. Du kan også sagtens bruge en rest kogt medister. Sådan en rest har man ofte efter juledagene, hvor den står på julefrokoster. Der får vi nemlig ofte kogt, kold medister sammen med kogt flæsk.
Medister på panden
Det er simpelthen så nemt at lave medister på panden. Den skal bare steges i rigeligt smør eller fedtstof, så den får en sprød stegeflade. Du kan enten stege den hel eller skære den i mindre stykker inden stegning. Hvis du vil gøre den lidt ekstra fancy, så kan den også steges med lidt krydderier. For at give smag kunne man stege den i hvidløg, paprika eller lidt frisk timian. Vi har her bare valgt at holde den helt simpel og derfor blot stegt i smør.
Tilberedning af medisterpølse
Man kan tilberede medisterpølse på mange forskellige måder. Den mest simple må nok være at stege den. Ellers kan den også tilberedes i ovnen, i svøb med bacon eller koges.
Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers.

Kommentarer