Moussekage med ribs og hindbær

Moussekage med ribs og hindbær
Opskrift til personer Opskrift til 8 personer

Forberedelsestid

1 time

Tilberedelsestid

3 timer

Samlet tid

4 timer

Beskrivelse

Nem og lækker opskrift på moussekage med ribs og hindbær. En bund af vaniljekage toppet med ribs- og hindbærmousse.

Ingrediensliste

  • Bund

  • 50 g. smør
  • 110 g. sukker
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 2 stk. æg
  • 0,5 dl. mælk
  • 60 g. hvedemel
  • 30 g. kartoffelmel
  • 1 tsk. bagepulver
  • Mousse af ribs og hindbær

  • 75 g. frosne hindbær
  • 75 g. ribs
  • 1 tsk. citronsaft
  • 1 dl. vand
  • 3 stk. husblas
  • 60 g. sukker
  • 2 stk. æggeblomme
  • 2 dl. piskefløde

Fremgangsmåde

  1. Tag smør ud i god tid, så det kan blive blødt.
  2. Tænd ovnen på 165 grader varmluft.
  3. Pisk smør, sukker og vaniljesukker godt sammen med en elpisker, så det bliver lyst og luftigt. Det tager ca. 4-5 minutter.
  4. Tilsæt ét æg af gangen og pisk godt.
  5. Vej hvedemel, bagepulver og kartoffelmel af i en skål.
  6. Sigt de tørre ingredienser i den våde dej og vend det i skiftevis med mælken.
  7. Rens ribs og pluk dem af stilken. Vend ribs med lidt sukker.
  8. Smør en springform (Ø20) eller beklæd med bagepapir. Fordel dejen i formen.
  9. Bag kagen på anden nederste rille i ovnen i ca. 15-20 minutter alt efter hvor kraftig din ovn er. Tjek om kagen er færdig ved at stikke en strikkepind, grillspyd eller noget andet tyndt ned i den. Hvis den kommer op uden rå dej, så er kagen færdig.
  10. Tag kagen ud af ovnen og lad den køle af.
  11. Nu skal du i gang med moussen.
  12. Læg husblas i blød i koldt vand.
  13. Rens ribs (med stilk) og kom ribs, frosne hindbær, vand og citronsaft op i en lille gryde. Tænd gryden på medium varme og lad bærrene simre til de er helt udkogte.
  14. Pres hele massen igennem en trådsi eller et rent klæde, så du blot har saften tilbage.
  15. Hæld saften tilbage i gryden. Vrid husblas fri for vand og tilsæt til den varme saft. Rør husblassen godt ud. Tag gryden af varmen og lad saften køle af.
  16. I én skål piskes æggeblommer og sukker til det lyst og luftigt. Det tager ca. 3-4 minutter med en elpisker.
  17. I en anden skål piskes piskefløde til en blød flødeskum.
  18. Når din saft er kølet af, så den blot er lun, så blandes den med æggeblandingen. Vend det hele godt rundt. Det er vigtigt, at du vender det sammen og ikke pisker det.
  19. Når du har en ensartet masse, så vender du også flødeskum i. Vend det hele godt rundt til du har en ensartet masse.
  20. Fordel din mousse ovenpå kagebunden i springformen (du kan evt. putte kageplast rundt i kanten, inden du kommer moussen på, hvis du gerne vil have et knivskarpt snit).
  21. Sæt hele kagen på køl i minimum 3 timer, så moussen kan sætte sig.
  22. Inden servering fjernes springform (og evt. kageplast). Anret kagen på et fad og top evt.  med friske bær og lidt hakket hvid chokolade.
  23. Server kagen med det samme.
Bedøm denne ret

Opskrift på Moussekage med ribs og hindbær

Moussekage med ribs og hindbær er en super nem og lækker kage, som består af en vaniljekagebund og den lækreste mousse af ribs og hindbær på toppen. Det er en rigtig sommerkage og en perfekt måde at udnytte ribs og hindbær, som begynder at titte frem på buskene på denne tid.

Server den lækre moussekage til kaffen, som dessert eller på et større kagebord. Den kan pyntes af med masser af friske sommerbær og evt. lidt hakket hvid chokolade. Ellers er den også fin blot med lidt friske ribs på toppen.

LÆS OGSÅ: Ribssaft

Moussekage med ribs og hindbær

Vaniljekage med mousse

Som sagt, så består den af en simpel vaniljekage som bund. Den milde vaniljesmag komplimenterer den friske mousse rigtig godt. Samtidig er kagen rigtig svampet og lækker. Den perfekte base til en moussekage, hvis du spørger os.

Det her er også en rigtig god grundopskrift på moussekage. Du kan nemlig sagtens bytte bærrene ud. Byt eksempelvis ud med brombær, jordbær eller blåbær. Du kan også lave en ren hindbærmoussekage ved blot at bruge hindbær eller en ren ribsmousse ved blot at bruge ribs. Vi synes blot, at kombinationen af ribs og hindbær smager så lækkert.

Kan jeg lave kagen dagen før?
Ja, det anbefaler vi faktisk. Så har den god tid til at sætte sig og blive helt fast. Det er også det gode ved moussekager, at de kan forberedes dagen før. Så skal man blot pynte den af på selve dagen og så skal den blot serveres. Det bliver ikke nemmere og du undgår unødvendigt stress, hvis du eksempelvis har gæster.

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers.

Kommentarer

Skriv en kommentar