One pot thaisuppe med kylling og nudler

onepot thaisuppe

One pot thaisuppe med kylling og nudler

Opskrift til personer Opskrift til 4 personer

Forberedelsestid

20 minutter

Tilberedelsestid

1 time og 30 min

Samlet tid

1 time og 50 min

Beskrivelse

Den absolut bedste opskrift på verdens bedste thaisuppe på kun 6 ingredienser. Nem og sund aftensmad, som ikke kræver en masse tid. I stedet for at lave den med en hel kylling, så kan du også sagtens erstatte med fersk kyllingebryst og så blot tilsætte 1 stk. bouillionterning også.

Ingrediensliste

  • 1 hel kylling
  • 100 g. rød karrypasta
  • 1,6 l. vand
  • 400 ml. kokosmælk
  • 600 g. sød kartoffel
  • 1 bundt persille
  • 150 g. nudler
  • Salt/peber

Fremgangsmåde

1. Start med at skrælle din sød kartoffel. Skær den i grove tern.
2. I en stor gryde placeres din kylling. Herefter tilsætter du dine grove tern af sød kartoffel. Herefter tilsættes vand, kokosmælk, rød karrypasta (hvis du er meget sart med stærk mad, så brug kun 50 g.).
3. Til sidst tager du dit bundt af persille. Hak herefter stilkene fint. Gem selve bladene til at pynte med.
4. Tilsæt stilkene til gryden. Drys med salt og peber.
5. Sæt låg på gryden og sæt blusset et sted mellem lav og medium varme. Lad det stå og simre i 1 time og 15 min.
6. Når tiden er gået, så tager du kyllingen op af gryden, som lægges over i et fad (så er den nem at plukke uden det sviner for meget). Herefter blender du suppen. Hvis den er for tyk, tilsæt da lidt ekstra vand.
7. Tilsæt nudlerne til din suppe og lad dem koge i cirka 5 min, indtil de er færdige. Tag hele gryden af blusset.
8. Pluk din kylling for kød og bland det i suppen.
9. Server din thaisuppe med det samme og pynt evt. med de friske persille.

Bedøm denne ret

Nem opskrift på one pot thaisuppe med kylling og nudler

Den lækreste og nemmeste opskrift på en sund og smagfuld One Pot thaisuppe med kylling og fuldkornsnudler i. De fleste har nok prøvet en one pot opskrift efterhånden, men det er ofte med pasta. Dette er super lækker aftensmad på blot 6 ingredienser, som blot skal op i en stor gryde og passe sig selv. Inspirationen til den har vi fået fra Jamie Oliver, som er kendt for at lave simple og nemme retter. Resultatet er en super smagfuld suppe med kylling, søde kartofler og kokosmælk, som kan tilpasses efter hvor stærk du vil have den.

Det er nemt aftensmad, da suppen stort set skal passe sig selv i gryden, hvor den blot skal simre og trække en masse smag. Denne one pot thaisuppe må bare prøves!

Vi har fået meget respons på suppen, da den er faldet i rigtig god jord hos mange af jer. Det er tydeligt, at denne suppe er blandt jeres aftensmadsfavoritter.

Brug bare det du har i dit køleskab

I stedet for nudler kan du i stedet tilsætte suppehorn eller pasta. Du kan også sagtens udskifte søde kartofler med butternut squash eller noget helt andet – alt efter hvad du har i køleskabet. Så mangler du aftensmads ideer, så skal du helt sikkert have denne på madplanen, da den aldrig slår fejl. Derudover kan du nemt tilpasse den efter hvad du har liggende af grøntsagsrester.

LÆS OGSÅ: Onepot kyllingesuppe med nudler

onepot thaisuppe

Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers.

Kommentarer

        1. Hej ..
          Ville endeligt lave jeres thaisuppe med rejer men så var der lige den opskrift på one pot thaisuppe ..
          Spørgsmål : kan man lave den uden kartofler?
          I gør det super godt 😋

          1. Hej Lisbeth

            Dejligt, at du blev inspireret. Vi har ikke prøvet at lave den uden kartoffel. Vi tror, at kartoflerne tilføjer stivelse, som gør suppen mere cremet – så vi vil ikke anbefale at udelade dem. Men du kan sagtens bruge almindelige hvide kartofler, hvis det er fordi du ikke har søde kartofler 🙂
            Rigtig god aften til dig!

            Kh

  1. Hej,
    Dette er en af mine yndlingsretter! Har lavet den et par gange før, men står nu uden rød karrypasta. Vil i vurdere, at man kan bruge grøn karrypasta i stedet? 😅

    1. Hej Bettina,

      Det er ikke sikkert kyllingen er dækkket, alt efter hvor stor din gryde er. Vi plejer at vende den halvvejs, så den også bliver kogt på den anden side 🙂

      Knus

  2. Sindssygt lækker opskrift, men synes i skal skrive at opskriften er stærk 😂 jeg vidste ikke hvad rød karrypasta var, og det var godt nok stærkt. Kunne have nøjes med 1/4 del karrypasta. Men virkelig lækker ret ellers.

    1. Hej Regitze,

      Det afhænger meget af hvilken karrypasta man også bruger 🙂 Men skønt at retten ellers faldt i god jord.

      Kh

  3. Når I skriver 1 glas karrypasta, hvor mange gram mener I så? Jeg bruger karrypasta som kommer i en stor beholder 🙂

  4. Hej.

    Hvis man bruger kyllingebryst istedet for en hel kylling – skal det så stadig simre en 1 time?

    Overvejer nemlig kraftigt at afprøve den i aften, men håber den kan leves hurtigere end 1 time simren. 🙂

    Mvh. Line

  5. Er den børnevenlig? Eller kan man måske reducere karrypasta til mindre end de 50g? Eller mister det så for meget smag?

    Tak for mange skønne opskrifter! Jeg bruger dem virkelig meget..

    1. Hej Maria,

      Den er til den stærke side. Har ikke prøvet med mindre end 50 g. men prøv dig frem. Du kan altid tilsætte lidt ekstra karrypasta, hvis den kan tåle det i slutningen 🙂

      Kh

  6. Hej!
    Når I skriver der skal tilsættes 1 bouillionterning hvis der bruges fersk kylling er det da en terning som den er eller tænkes der en opblandet med vand?
    Jeg er desuden nysgerrig på at vide hvorfor dette kun er nødvendigt når der bruges fersk kylling?

    1. Hej Hanne,

      Nej hvis du bruger kyllingebryst i stedet for en hel kylling, så tilsætter du også en bouillonterning for at få mest mulig smag.

      Kh

  7. Hej,
    Jeg skriver fordi jeg vil høre om man kan bruge rød karry krydderi istedet for rød karry pasta, har ikke kunne finde den røde karry pasta nemlig.
    I tilfælde af det ikke kan bruges hvor finder jeg så rød karry pasta henne?
    Mvh.

    1. Hej Sisse,

      Du kan finde rød karrypasta i stort set alle supermarkeder. Det plejer at være i sådan en lille glasbøtte på den asiatiske hylde og ikke ved de almindelige krydderier 🙂

      KH

Skriv en kommentar

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven

Ugens madplan

Mandag
Tirsdag
Onsdag
Torsdag
Fredag
Lørdag
Søndag