Panna cotta med hvid chokolade

Panna cotta med hvid chokolade
Opskrift til personer Opskrift til 4 personer

Forberedelsestid

30 minutter

Tilberedelsestid

3 timer

Samlet tid

3 timer og 30 minutter

Beskrivelse

Den bedste opskrift på en nem Panna Cotta med hvid chokolade og bær. En nem og hurtig dessert i glas, som du kan lave dagen før.

Ingrediensliste

  • Vanilje panna cotta

  • 2 stk. husblas
  • 5 dl. piskefløde
  • 80 g. hvid chokolade
  • 50 g. sukker
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • Bærgele

  • 2 stk. husblas
  • 220 g. frosne skovbær
  • 1 dl. vand
  • 60 g. sukker

Fremgangsmåde

  1. Først laves panna cotta.
  2. Læg husblas i blød i en skål med koldt vand.
  3. Hak hvid chokolade fint.
  4. Kom piskefløde, hvid chokolade, sukker og vaniljesukker op i en gryde.
  5. Varm det op til lige under kogepunktet. Når sukkeret er opløst, så er det klar.
  6. Vrid husblas for vand og tilsæt til blandingen. Rør det godt ud.
  7. Lad flødeblandingen køle lidt en smule af og hæld det derefter på små glas. Stil dem på køl i mindst 2 timer.
  8. Nu skal skovbærgeléen laves klar.
  9. Læg husblas i en skål med koldt vand.
  10. Kog frosne skovbær med vand og sukker ved middel varme til bærrene er blevet godt bløde.
  11. Blend det med en stavblender eller si det igennem en fin sigte.
  12. Opløs husblassen deri og rør godt rundt.
  13. Fordel forsigtigt skovbærgeléen ovenpå panna cottaen. Vi kan anbefale at bruge en spiseske til at hælde det forsigtigt på.
  14. Stil dem tilbage på køl i mindst 1 time.
  15. Server direkte fra køl.
Bedøm denne ret

Opskrift på panna cotta med hvid chokolade

En nem og lækker panna cotta med hvid chokolade og gele af skovbær. Skal du lave en en dessert, som kan laves dagen før, så lad det være denne. Den er så nem at lave og skal jo laves dagen før, så den kan nå at sætte sig. Panna cotta er en af vores yndlingsdesserter, da det nærmest ikke kan gå galt. Piskefløde varmes op i en gryde sammen med hvid chokolade, lidt sukker og vanilje. Desserten hældes på glas og stivner så på køl. Hvis du vil gøre dem ekstra flotte, så kan du lave dem i vinglas. Det giver sådan et fint udtryk og vil uden tvivl få dine gæster til at blive ekstra begejstrede.

Vi har valgt at holde dem helt simple og ikke pynte med andet end skovbærgeleen. Men du kan sagtens pynte dem med friske bær og evt. lidt hakket hvid chokolade. Vi kan bare godt lide det simple udtryk, som de har, i de fine glas.

LÆS OGSÅ: Find flere ideer til desserter i glas lige her

Panna cotta med hvid chokolade

Dessert i glas med hvid chokolade

Hvis du er vild med hvid chokolade, så vil du uden tvivl elske den her panna cotta, hvor der er kommet hvid chokolade i flødeblandingen. Det smager så skønt i kombination med skovbærgeleen på toppen, som har lidt syrlighed i sig. Hvis du ikke er så meget til skovbær, så kan vi også anbefale at bruge hindbær. Det er bare virkelig godt med noget syrligt på toppen, som kan give noget modspil til det søde fra den hvide chokolade.

Panna cotta med hvid chokolade

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers.

Kommentarer

  1. Normalt er jeres opskrift til 4 personer, men jeg ændrede portionerne til 6 personer. Synes målene har opført sig mærkeligt. Har fulgt opskriften, men selve panna cotta’ens konsistens er ikke helt stivnet – kun lidt. Har endda meget bær tilovers efter jeg hældte gelen op i glassene. Meget af gelen gik til spilde. Opdateres jeres mål korrekt efter ændret portion/antal? 🙂

    Vh Kugu

  2. Panna cottaen har stået i køl i et døgn. Jeg lavede gelen dagen efter – jeg brugte en stavblender 🙂

    1. Hej igen,

      Og den satte sig slet ikke? Nååe, så er det derfor ift. geleen. Vi sigter det og så ryger meget af mængden der 🙂

      Kh

  3. Der står på opskriften, at man kan blende med en stavblender eller si, så havde ikke forventet at der ville gå meget til spilde. I forhold til konsistensen af panna cottaen var den ikke stivnet nok, nej, men kun en lille bitte smule. Konsistensen mindede om almindelig flydende yoghurt, men den smagte godt alligevel 🙂

    1. Hej igen,

      Mærkeligt, at den ikke satte sig. Det har vi ikke problemer med. Men kom et ekstra ark husblas i, hvis det er 🙂

      Kh

Skriv en kommentar