Pastasalat med kylling og kikærter

Pastasalat med kylling og kikærter
Opskrift til personer Opskrift til 2 personer

Forberedelsestid

20 minutter

Tilberedelsestid

15 minutter

Samlet tid

35 minutter

Beskrivelse

Nem opskrift på en lækker pastasalat med kylling og kikærter. En sund og mættende salatbowl med pasta, kylling og dressing.

Ingrediensliste

  • Pasta med pesto

  • 180 g. pastaskruer
  • 90 g. peberfrugtspesto
  • Kylling og kikærter

  • 1 stk. rødløg
  • 200 g. kyllingebryst
  • 1 ds. kikærter på dåse
  • 0,5 brev fajita spice mix
  • salt/peber
  • 2 spsk. raps- eller solsikkeolie
  • Andet grønt

  • 1 stk. agurk
  • 150 g. cherrytomater
  • 1 stk. hjertesalat
  • 0,25 bundt forårsløg
  • Hvidløgsdressing

  • 150 g. creme fraiche
  • 1 spsk. mayonnaise
  • 1 fed hvidløg
  • 1 tsk. citronsaft
  • salt/peber

Fremgangsmåde

  1. Kog pasta efter anvisningen på pakken.
  2. Når pastaen er kogt drænes det for vand og skylles i koldt vand. Herefter blandes det med pesto. Du kan selv justere mængden af pesto.
  3. Nu til dressing. Pres hvidløg i en hvidløgspresser (eller brug hvidløgspulver). Rør sammen med creme fraiche, mayonnaise, citronsaft og smag til med salt/peber. Sæt til side.
  4. Skær rødløg i både. Rens kylling og skær i strimler. Varm en pande op med raps- eller solsikkeolie.
  5. Kom rødløg på. Lad dem sautere kort. Tilføj så kylling til panden. Vend godt rundt og lad det få farve over det hele.
  6. Dræn kikærter i en si og skyl med koldt vand. Kom så kikærterne på panden. Lad dem stege af. Tilføj fajita spice mix. Tag herefter panden af blusset.
  7. Halver cherrytomater. Snit hjertesalat fint. Skær agurk i grove tern. Snit forårsløg fint.
  8. Anret bowls med pasta med pesto, salat, agurk, tomater, kylling-kikærteblandingen, dressing og finthakket forårsløg på toppen. Server med det same.
Bedøm denne ret

Opskrift på pastasalat med kylling og kikærter

Lige for tiden er sådan en bowl med pastasalat med kylling og kikærter vores go-to, når det skal være sundt, nemt og hurtigt. En bowl med pastasalat vendt i en peberfrugtspesto, masser af grønt og en blanding af stegt kylling, rødløg og kikærter. Det smager mega godt og så er det samtidig let at lave. Det er mad, som holder dig mæt længe og som kan spises til enten aftensmad eller frokost. Brug også gerne det grønt, som du lige har. Vi har stort set altid en form for salat, agurk og tomat, så det bygger vi ofte vores bowls op omkring. Men du kan også bruge bønner, ærter, majs, peberfrugt, gulerødder eller hvad du ellers har. Sådan en bowl her er en god måde at få tømt ud i grøntsagsskuffen på. En god ret at lave sidst på ugen, inden man starter på en ny frisk uge.

Vi laver desuden ofte tricket med at bruge mindre kød og så blande med lidt kikærter, bønner eller lignende. Du sparer penge og man får skruet op for indtaget af bælgfrugter, hvilket jo også er fedt. Så win-win, hvis du spørger os. Vi elsker kikærter, når de steges på den her måde i fajita spice mix. Så får de en dejlig smag.

LÆS OGSÅ: Se alle vores opskrifter på måltidssalater her

Pastasalat med kylling og kikærter

Pastasalat med kylling og pesto

En pastasalat med kylling og pesto er jo en klassiker. Vi kan godt lide at lave det som en bowl i stedet, hvor det hele ikke bliver vendt sammen. Så opdeler vi det i små rum, som også gør salaten til en fryd for øjet. Det fungerer også godt, hvis man har mindre børn, som godt kan være kræsne. Der hjælper det ofte, i hvert fald hjemme hos os, hvis tingene er opdelt og ikke er vendt sammen. Resultatet er en nem og lækker pastasalat med kylling og pesto. Vi har brugt peberfrugtspesto, men du kan også bruge grøn pesto, rød pesto eller en hjemmelavet pesto.

Følg med på de sociale medier

Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers. Er du vild med vores opskrifter, så har vi også udgivet kogebøger, som du kan købe her.

Skriv en kommentar