Pizza med burrata og tomat

Pizza med burrata og tomat
Opskrift til stk. Opskrift til 2 stk.

Forberedelsestid

15 timer

Tilberedelsestid

10 minutter

Samlet tid

15 timer og 10 minutter

Beskrivelse

Nem og lækker opskrift på hjemmelavet pizza med burrata og tomat. En hjemmelavet pizzadej, som er koldhævet og toppet med tomat.

Ingrediensliste

  • Pizzadej

  • 215 g. vand
  • 5 g. gær
  • 8 g. salt
  • 315 g. hvedemel
  • Fyld

  • 100 g. pizzasauce
  • 125 g. frisk mozzarella
  • 50 g. cherrytomater
  • 150 g. burrata
  • salt/peber
  • 1 spsk. olivenolie
  • 0,10 bundt frisk basilikum

Fremgangsmåde

  1. Det her er en opskrift, som kræver tålmodighed, men derimod ikke det store arbejde. Dejen skal nemlig være på køl i 15-18 timer, men den kan sagtens holde sig på køl i 2-3 dage.
  2. Start med at røre gæren ud i vandet.
  3. Tilsæt herefter 100 g. hvedemel og rør det ud. Tilsæt salt og tilsæt herefter det sidste hvedemel lidt efter lidt. Dejen skal ikke være våd, men derimod samle sig som en kugle. Rør godt rundt.
  4. Dæk din skål til med husholdningsfilm og sæt den på køl i minimum 15-18 timer. Den kan sagtens stå i køleskabet 2-3 dage, så du kan lave den i god tid.
  5. Næste dag. Tag din dej ud af køleskabet 2 timer inden den skal bruges. Tag dejen ud af skålen og ælt den let, del den i 2 lige store dele og form dem som boller. Drys godt med mel og placer bollerne her. Drys med lidt mel ovenpå. Dæk dem til med et viskestykke og lad dem ligge på køkkenbordet og hæve i 2 timer.
  6. Tænd ovnen på 275 grader varmluft eller så meget din ovn kan trække. Sæt en bageplade ind i ovnen, så den også bliver varmet op.
  7. Nu skal du forme dine pizzaer. Tag først den ene klump dej og tag godt med mel på bordet og på dejen. Brug dine hænder og fingre til at forme pizzadejen. Undgå at bruge en kagerulle. Du kan rulle længere ned i det her indlæg og se en video af hvordan vi ruller dem ud. Placer hver pizzadej på et stykke bagepapir.
  8. Fordel herefter tomatsauce og frisk mozzarella.
  9. Skru ovnen ned på 230 grader.
  10. Tag den varme bageplade ud af ovnen og træk pizzaen + bagepapir over på den varme bageplade.
  11. Bag herefter pizzaen i ca. 8-10 min, alt efter hvor kraftig din ovn er. Når kanterne er gyldne, så er den færdig.
  12. Bag kun én pizza af gangen.
  13. Halver cherrytomater.
  14. Top pizzaen med cherrytomater, burrata, salt, peber, basilikum og kom lidt olivenolie over burrataen.
Bedøm denne ret

Opskrift på pizza med burrata og tomat

Ved du ikke hvad weekendretten skal være i denne weekend, så lad det være denne pizza med burrata og tomat! En ny yndlingspizza, som passer perfekt til solskinsvejret. Vi vil vove at påstå, at vi får hjemmelavet pizza mindst én gang om ugen. Det er nemlig så nemt at lave selv og så smager det fantastisk. Især den her udgave af burrata pizza med tomat. Pizzabunden bliver bagt med tomat og mozzarella. Efter bagningen, så toppes den med friske halve cherrytomater, basilikum og en god burrata. Ofte er det det mest simple, som smager bedst. Det er den her pizza et godt eksempel på.

Pizza behøves ikke være usundt eller et tungt måltid. Faktisk er den her pizza det komplet modsatte. En pizza, som ikke er alt for tung og som er ideel at servere en sommerdag. Server den med et godt glas hvidvin eller rose til, så har du altså en god sommermenu. Selve pizzadejen klargøres dagen før, da det er en koldhævet dej, så det bliver ikke nemmere.

LÆS OGSÅ: Se alle vores opskrifter med burrata her

Pizza med burrata og tomat

Burrata pizza med tomat

Vi er som sagt blevet vilde med burrata pizza. Og den her burratapizza med tomat er ingen undtagelse. Vi har også lavet en udgave her med burrata og pesto, som også er virkelig god. Burrataosten er god til at tilføje for at tilføre noget cremethed og lidt ekstra lækkert til pizzaen. Hvis man ikke er til burrata, så kan også bruge bøfmozzarella, som fordeles udover. Men burrataen er altså lige næste level ift. ost, så vi kan kun anbefale at prøve det af.

Vi får også mange spørgsmål ift. om vi kan anbefale en pizzaovn til bagning af pizza. Og det korte svar er JA. Især hvis du får pizza en gang om ugen ligesom os. Det er så nemt at bage pizza i pizzaovn, da de skal have ganske kort tid. Det er også hyggeligt, hvis man har gæster og gerne vil servere hjemmelavet pizza. Så står vi sammen og klargører pizzaerne og bager dem, som de bliver færdige til. Så vi kan kun anbefale en pizzaovn.

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers. Er du vild med vores opskrifter, så har vi også udgivet kogebøger, som du kan købe her.

Skriv en kommentar