Risottokugler med urtemayo Risottokugler med urtemayo Opskrift til 102030405060708090100 stk. Opskrift til 30 stk. Forberedelsestid 1 time Tilberedelsestid 30 minutter Samlet tid 1 time og 30 minutter Del Pin Print Beskrivelse Nem opskrift på risottokugler med urtemayo og parmesan. Lækre sprøde kugler af risotto, som paneres i panko og frituresteges. Ingrediensliste Urtemayo 100 g. mayonnaise 0,5 bundt frisk persille 0,5 bundt frisk dild 30 g. parmesan 1 tsk. citronsaft salt/peber Risottokugler 1 stk. hønsebouillonterning 5 dl. vand 1 stk. løg 2 fed hvidløg 150 g. champignon 150 g. risottoris 1 dl. hvidvin 30 g. smør 60 g. parmesan Til panering 2 stk. æg 100 g. hvedemel 80 g. pankorasp salt/peber Fremgangsmåde Risotto (laves dagen før) Opløs bouillonterning i kogende vand. Sæt til side. Hak løg og hvidløg fint. Rens svampe og skær i mindre stykker. I en gryde varmes et par spsk. olie op. Herefter tilsættes løg og hvidløg. Lad det svitse et par min. Tilsæt risottoris og rør det godt rundt, så risene kan suge smag. Tilsæt hvidvin og lad alkoholen fordampe. Herefter tilsættes der 1 dl. bouillionvand ad gangen, imens der røres. Når risene har suget bouillionvandet, så tilsættes 1 dl. mere. Sådan fortsætter du, indtil du har brugt alt vandet. Varm en pande op med smør. Kom svampene på. Lad dem sautere et par minutter, så de falder en smule sammen. Krydr med salt/peber og tag dem fra på en tallerken. Til sidst rives parmesanost, som tilsættes din risotto sammen med smør. Rør det hele godt rundt. Smag evt. til med sort peber, men hold igen med salt, da den i forvejen er godt saltet. Hak de smørstegte svampe groft og vend i. Kom risottoen over i en beholder. Læg et stykke husholdningsfilm nedover og sæt på køl. Panering og anretning Start med at lave urtemayo. Hak persille og dild fint. Riv parmesan fint. Vend persille, dild og parmesan i mayonnaise. Smag til med salt/peber og citronsaft. Kom den på køl, imens du laver risottokuglerne. Dagen efter er din risotto kold og skulle gerne være meget fast også. Form kugler af ca. 40-50 g. alt efter hvor store du vil have dem. Placer dem på en tallerken eller på en bageplade med bagepapir. Hvis din kolde risotto har lidt svært ved at holde formen, så kan du røre lidt rasp eller hvedemel i. Kom hvedemel op i en skål, sammen pisket æg i en anden skål og pankorasp blandet med salt/peber i en tredje skål. Varm din olie op i en gryde til ca. 170 grader. Du kan tjekke om olien er klar ved at stikke en tandstik eller lignende ned i olien. Hvis det syder omkring pinden, så er olien klar. Vend først kuglerne i hvedemel, herefter i æggeblandingen og til sidst i pankorasp. Kom forsigtigt kuglerne ned i den varme olie. Friter dem til de er sprøde og gyldne. Tag dem op og lad dem afdryppe på en tallerken med køkkenrulle på. Anret de færdige risottokugler på et fad. Kom din urtemayo i en plastikpose og klip et lille hul i en af enderne. Sprøjt urtemayo ud på risottokuglerne. Top med fintrevet parmesan og lidt persille. Server med det samme. Bedøm denne ret Lås skærm Opskrift på risottokugler med urtemayo De lækreste risottokugler med urtemayo og parmesan. Vi er vilde med de her friterede risottokugler! De er lækre som en lille appetizer, som forret eller bare som en lille snack. Det er den mest geniale måde at bruge rester af risotto på, hvis du nu også skulle have det. Så smid aldrig en rest risotto væk. Det kan nemlig trylles til de her sprøde og smagfulde kugler, som også kaldes arancini. Arancini eller arancine er italienske riskugler, som laves på risotto. Det kunne være hvilken som helst risotto, men her har vi lavet dem ud af en svamperisotto. Svamperisottoen smager nemlig skønt med urtemayoen og parmesanosten. Det er et match made in heaven og de er farligt gode! Når vi har gæster på besøg i weekenden, så elsker vi at gøre lidt ekstra ud af det. Vi har flere gange lavet risottokugler og det er altså bare altid et hit blandt både store og små. Men vi kan også godt blive enige om, at alt der er sprødt og har været i en friture, jo bare er godt. LÆS OGSÅ: Se flere ideer på snacks til nytår Italienske arancinis Risottokugler eller italienske arancinis er sådan en sprød lille hapser. De ville også være gode at servere til nytår som en lille appetizer eller som en del af en forret. Vi har toppet dem med en hjemmelavet urtemayo af persille og dild. Det der friske fra urtemayoen går virkelig godt sammen med den friterede risottokugle. Du får virkelig meget smag i sådan én lille arancini. Du kan også toppe med en chilimayo, en trøffelmayo eller lignende, hvis du er mere til det. Kan jeg lave dem på forhånd? Du kan og skal helst lave risottoen på forhånd, da den skal have tid til at køle af og sætte sig. Vi vil dog ikke anbefale at lave de færdigfriterede kugler før tid. De er bedst, når de er helt nye og stadig lune. Følg med på de sociale medier Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers.