Spinatgryde med kylling

Spinatgryde med kylling
Opskrift til personer Opskrift til 2 personer

Forberedelsestid

10 minutter

Tilberedelsestid

25 minutter

Samlet tid

35 minutter

Beskrivelse

Nem og lækker opskrift på en cremet spinatgryde med kylling, karry og kokosmælk. En gryderet med kylling og spinat, som bare er god.

Ingrediensliste

  • Spinatgryde med kylling

  • 1 stk. løg
  • 4 fed hvidløg
  • 300 g. kartoffel
  • 300 g. kyllingebryst
  • 100 g. frisk spinat
  • 1 tsk. stødt spidskommen
  • 1 tsk. stødt koriander
  • 1 spsk. karry
  • 1 stk. hønsebouillonterning
  • 400 ml. kokosmælk
  • salt/peber
  • Tilbehør

  • 160 g. ris

Fremgangsmåde

  1. Hak løg og hvidløg fint.
  2. Skræl kartofler og skær i tern.
  3. Rens kyllingebryst og skær i tern eller strimler.
  4. Varm en gryde eller wok op med fedtstof.
  5. Kom løg og hvidløg i. Lad det sautere til løgene er bløde. Tilsæt så kyllingen.
  6. Lad det brune godt af.
  7. Tilføj så karry, stødt spidskommen og koriander. Vend godt rundt, så krydderierne bliver brændt godt af.
  8. Tilsæt så smuldret bouillonterning samt kokosmælk. Rør godt sammen.
  9. Tilføj også kartoffeltern.
  10. Lad det hele simre ved middel varme i 15-20 minutter (alt efter størrelsen på kartoffelternene) til kartoflerne er møre.
  11. Kom skyllet spinat i og smag til med salt/peber.
  12. Kog ris efter pakkens anvisning.
  13. Server din spinatgryde med de kogte ris til.
Bedøm denne ret

Opskrift på spinatgryde med kylling

Det hedder september nu og selvom vejret stadig er meget lunt, så er vi altså gået ind i efteråret. Derfor har vi fundet denne lækre spinatgryde med kylling og kartofler frem til de køligere dage. En smagfuld karrygryde med kyllingebryst, kartofler i tern, spinat og en mild karrysauce. Vi elsker sådan noget mad her og får det nærmest ugentligt ligeså snart vi rammer de kolde måneder. Det er sådan en god basisopskrift på en spinatgryde, hvor du altid bare kan tilføje mere grønt eller tilpasse med hvad du lige har. Her har vi brugt kyllingebryst, men du kan også bruge hakket kylling, kyllingelår eller lignende. En meget taknemmelig ret, som ikke kræver mange ingredienser eller lang tid i køkkenet. Sådan som vi bedst kan lide det. En god hverdagsret med masser af grønt i.

LÆS OGSÅ: Se alle vores lækre gryderetter med kyllingebryst her

Spinatgryde med kylling

Kylling med spinat

Kylling med spinat er altid en god kombination. Her har vi valgt at køre noget karry, kokosmælk og kartofler over også. Vi er vokset op med, at kartofler var noget man fik som tilbehør. Men har du prøvet at komme det i gryderetter skåret i små tern? Det giver altså godt med fylde og det smager så godt, når ternene suger noget af saucen til sig. På den måde kan man også lave gryderetter, hvor der nødvendigvis ikke behøves at være så meget kød i. Det er jo godt for både klimaet og pengepungen. Man kan også sagtens lave den helt kødfri og udelade kyllingen, så det blot bliver sådan en vegetarisk spinatgryde.

Spinatgryde med kylling

Følg med på de sociale medier

Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers. Er du vild med vores opskrifter, så har vi også udgivet kogebøger, som du kan købe her.

Skriv en kommentar