Stor træstamme

Stor træstamme
Opskrift til personer Opskrift til 8 personer

Forberedelsestid

15 minutter

Tilberedelsestid

20 minutter

Samlet tid

35 minutter

Beskrivelse

Nem opskrift på en hjemmelavet stor træstamme. Det her er altså den ultimative bagerkage, som består af trøffelmasse, marcipan og chokolade.

Ingrediensliste

  • Trøffelmasse

  • 1 dl. piskefløde
  • 60 g. mørk chokolade
  • 540 g. kagerester
  • 0,5 tsk. vaniljesukker
  • 4 spsk. hindbærmarmelade
  • 2 spsk. romessens
  • 20 g. bagekakao
  • Marcipanovertræk

  • 275 g. marcipan
  • 130 g. flormelis
  • 50 g. glukosesirup
  • Andet

  • 100 g. mørk chokolade

Fremgangsmåde

  1. Hak mørk chokolade groft.
  2. Put chokolade og fløde i en lille gryde. Varm det op ved lav varme. Lad det smelte sammen til en ensartet masse. Tag herefter gryden af varmen og lad det køle af.
  3. Placer alle dine kagerester i en stor skål. Smuldr alle resterne.
  4. Tilsæt hindbærmarmelade, vaniljesukker, romessens, kakaopulver og chokoladeblandingen, som du har lavet. Ælt det hele godt sammen, til du får en ensartet masse. Du kan også bruge k-spaden på en røremaskine eller en foodprocessor til at blande det hele. Hvis den virker for tør, så tilsæt lidt mere fløde.
  5. Smag massen til med romessens. Der kan være forskel på hvor meget man gerne vil have den til at smage af rom.
  6. Rør marcipan sammen med flormelis og glukosesirup i en røremaskine med k-spaden. Du kan også ælte det godt sammen med hænderne.
  7. Form trøffelmassen til en stor aflang pølse. Sæt den på køl, imens du ruller marcipan ud.
  8. Rul marcipan ud i lidt flormelis.
  9. Skær marcipanen ud i en stor firkant og læg trøffelmassen ovenpå. Rul marcipanen stramt om og luk enderne til, hvis de går lidt udover.
  10. Placer på et stykke bagepapir, evt. på et skærebræt (så er det nemt at flytte til køleskabet efter).
  11. Hak chokolade groft. Smelt chokolade over vandbad eller i mikroovnen.
  12. Dyp enderne af din træstamme i chokoladen og placer den tilbage på bagepapiret.
  13. Sæt den i køleskabet, så chokoladen får lov til at størkne.
Bedøm denne ret

Opskrift på stor træstamme

Er det kun i Nordjylland, at man kan købe sådan en stor træstamme? Du ved, sådan en stor træstamme med romkuglemasse, marcipan og chokolade i enderne! Hold op det er bare lækkert og det er uden tvivl en kage, som vil tage kegler. Den er samtidig slet ikke svær at lave og så er det jo perfekt, hvis du har nogle kagerester liggende. Vi samler løbende kagerester og så fryses de ned. Når man så har nok, så kan alle resterne tages op og trylles om til blandt andet sådan en stor træstamme her, romkugler, trøffelmus eller hvad du ellers tænker! En klassisk bagerkage, som er den absolut bedste eftermiddagskage, hvis du spørger os.

Og så er der jo bare et eller andet med, når man laver kager i en stor udgave. Det er som om, at det lige er lidt mere luksuriøst end de almindelige små træstammer. Eller er det bare os? Som sagt, så er vi sikre på, at det vil tage kegler, hvis du serverer sådan en basse her til eftermiddagskaffen næste gang du skal have familie eller venner på besøg.

LÆS OGSÅ: Hindbærsnitter

Stor træstamme

Hjemmelavet bagerkage

Der er også bare noget nostalgisk over at lave de her klassiske bagerkager. Vi har i hvert fald set sådan en kæmpe træstamme eller en stor trøffelmus i flere bagere, da vi var mindre. Vi ved faktisk ikke hvor udbredt det er i dag, da det jo ofte er Bake-off i supermarkederne, som dominerer. Så hvis man kan købe sådan en stor kæmpe træstamme, der hvor du kommer fra, så giv endelig lyd i kommentarfeltet! Vi vil elske at høre nogle sjove historier om kæmpe træstammerne.

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers.

Skriv en kommentar