Talkage med chokolade- og bærskum

talkage
Opskrift til personer Opskrift til 10 personer

Forberedelsestid

1 time og 20 minutter

Tilberedelsestid

40 minutter

Samlet tid

2 timer

Beskrivelse

Opskrift på hjemmelavet talkage med chokolade- og bærskum pyntet med friske bær og Toffifee. En talkage er den perfekte fødselsdagskage!

Ingrediensliste

  • Browniebund

  • 300 g. mørk chokolade
  • 300 g. smør
  • 375 g. sukker
  • 4 tsk. vaniljesukker
  • 1 knivspids salt
  • 180 g. hvedemel
  • 4 stk. æg
  • Bærskum

  • 100 g. frosne hindbær
  • 4 spsk. sukker
  • 1 spsk. citronsaft
  • 2 dl. piskefløde
  • Chokoladeskum

  • 1,5 dl. piskefløde
  • 2 spsk. bagekakao
  • 2 spsk. flormelis
  • Pynt

  • 200 g. bær
  • 50 g. Toffifee

Fremgangsmåde

  1. Først skal brownien laves.
  2. Tænd ovnen på 175 grader varmluft.
  3. Smelt smørret i en gryde ved lav varme. Hak chokolade groft. Tag gryden af varmen, når smørret er smeltet og tilsæt chokoladen. Rør rundt, indtil det hele er en ensartet masse. Lad det køle af.
  4. Pisk æg, sukker, hvedemel, vaniljesukker og salt sammen til en luftig masse med en elpisker eller i en røremaskine.
  5. Tilsæt den afkølede blanding af smør og chokolade, imens der piskes.
  6. Fordel dejen i en form på ca. 25×30 cm, hvor der er plads til at skære et tal ud.
  7. Bag brownien i midten af ovnen i ca. 20 minutter. Tag den ud af ovnen og lad den køle af.
  8. I mens brownien bages, skal bær- og chokoladeskum laves. Opkog frosne hindbær i en lille gryde med sukker og citronsaft. Lad det køle helt af.
  9. I mellemtiden piskes fløden til hindbærskummen til flødeskum, så den er klar til at blive vendt med den afkølede coulis.
  10. Bland herefter alle ingredienserne til chokoladeskummen i en skål og pisk til det er skummet og luftigt.
  11. Kom chokoladeskum i en sprøjtepose med tyl.
  12. Bland den afkølede bærcoulis med den piskede fløde og kom det i en sprøjtepose med tyl.
  13. Skyl bær og lad dem tørre, så de er klar til pyntning.
  14. Når brownien er afkølet skæres det tal, du skal bruge, hvorefter det anrettes på et fad.
  15. Sprøjt små toppe af bær- og chokoladeskum på brownien. Pynt af med bær og Toffifee.
Bedøm denne ret

Opskrift på talkage af brownie med chokolade- og bærskum

Her får du opskriften på en talkage af brownie med chokolade- og bærskum. Vil du også imponere venner og familie til næste fødselsdag? Så kan denne talkage nemt laves og pyntes uden alt for meget besvær. Talkagen kræver ikke vilde teknikker eller specielle redskaber. Tværtimod, så er de vigtigste materialer et papir og en blyant, for at lave en ”talkage skabelon” at skære efter.

Browniebunden er nem at lave og kan sagtens laves en dag eller to i forvejen, så den får lov at sætte sig helt, inden den skæres og pyntes med skum og bær. Vores talkage her er en lyserød talkage, men kagen kan også nemt laves som en gul, grøn eller blå talkage, ved blot at skifte de røde bær ud med andre bær og frugter igennem hele opskriften.

LÆS OGSÅ: Fødselsdagskager

talkage skabelon

Talkage med chokolade- og bærskum Talkage med chokolade- og bærskum

Talkage skabelon

Talkager er oplagte til fødselsdage, jubilæer og andre fejringer. Det kræver ikke mere end et papir og en blyant eller kuglepen for at lave skabelonen til din næste talkage. Sørg gerne for at det papir du bruger som skabelon, passer ned i en af dine forme derhjemme. Tegn så tallet så stort som muligt på papiret, og brug gerne kanten af papiret som yderkant på din tegning. Så får du mindst mulig spild.

Klip herefter skabelonen ud og skær kagen efter den. Vær opmærksom på, at du skærer lodret ned og ikke runder kniven for meget i buerne på tallet. De kagerester du ender med kan enten nydes med det samme eller fryses ned til næste gang du laver romkugler eller træstammer.

talkage talkage

Kan også laves som bogstavkage

Du kan selvfølgelig også nemt bruge denne skabelon til at lave bogstaver i stedet for tal. Så skal du lave en kage til en barnedåb, bryllup eller måske noget helt tredje, så er denne kage en sikker vinder hos gæsterne.

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers.

Kommentarer

    1. Hej,

      Du kan godt bage brownien og gøre de forskellige skum klar dagen før. Vi ville vente med at pynte til på selve dagen 🙂

      Kh

  1. Hej – Jeg skal inden så længe bage bogstavskage, men er lidt i tvivl om størrelsen af bageformen.
    Hvor stor er den bageform du har brugt ?

  2. Hej.
    Har forsøgt at bage et bogstav som en prøve da jeg snart skal lave 4 bogstaver til en barnedåb. Problemet var, at efter jeg havde skåret bogstavet havde jeg besvær med at få bogstavet over på en anden plade for at pynte det uden at det gik i stykker.. Jeg måtte vende kageformen på hovedet for at undgå at det gik i stykker.
    Har du en god ide til hvad jeg kan gøre for at få det over på en anden plade uden bogstavet går i stykker?

    1. Hej Annette,
      Vi lægger et spækbræt ovenpå og vender det derover på, for så at lægge et fad ovenpå og vende det tilbage 🙂
      Kh

  3. Hej igen
    Tak for tippet 🙂
    Kun lige et sidste spørgsmål…. – Hvornår er bedst at skære bogstavet? –
    Er det når kagen er i bageformen eller er det på spækbrættet eller når du har vendt kagen tilbage på et fad?

  4. Hej!
    Jeg lavede jeres kage i dag da jeg regner med at lave den til min nieces barnedåb. Jeg havde dog problemer med hindbær skummen. Den var meget blød til trods for at jeg havde pisket fløden godt stiv. Det var svært at sprøjte ud og man kunne slet ikke se mønsteret. Hvad har jeg mon gjort galt?

    Ps mega lækker kage og den blev godkendt til barnedåb ☺️

    1. Hej Mia,

      Var din hindbærmasse meget flydende? Prøv at undgå at få alt for meget af væsken med eller kog den lidt længere, så den bliver kogt mere ind.

      Kh

  5. Hej
    Jeg regner med at bage talkagen inden for længe til min fødselsdag, men skal have 2 tal og tænkte at hvert tal skulle være i A4 str, skal jeg så lave en større portion eller kan jeg godt bruge denne?

  6. Hej.
    Kan man blende ens bær med stavblenderen for at få klumperne væk ?(laver med blandede bær)

    1. Hej,

      Vi har desværre ikke fundet nogle bær, som decideret gør det blåt. Bruges der økologiske blåbær, så får man en lilla skum. Vores bedste bud er at komme blå frugtfarve i <3

      Kh

  7. Hej

    Kan man bage den i alm bradepande der følger med en oven, eller skal man så doble op hvis man bager i an alm bradepande
    Mvh

  8. Hej.
    Hvis jeg bager kagen 1-2 dage inden den skal bruges skal kagen så opbevares på køl eller ved stue temperatur? Pynter den først på selve dagen🤗

Skriv en kommentar