Tiramisu lagkage

Tiramisu lagkage
Opskrift til personer Opskrift til 10 personer

Forberedelsestid

30 minutter

Tilberedelsestid

4 timer

Samlet tid

4 timer og 30 minutter

Beskrivelse

Opskrift på tiramisu lagkage lavet med hjemmelavede lagkagebunde, mascarponecreme, kaffe, Amaretto og kakaopulver.

Ingrediensliste

  • Lagkagebunde

  • 4 stk. æg
  • 190 g. sukker
  • 2 tsk. vaniljesukker
  • 1 knivspids salt
  • 1,5 tsk. bagepulver
  • 80 g. hvedemel
  • 50 g. kartoffelmel
  • Tiramisucreme

  • 3 dl. færdiglavet kaffe
  • 3 spsk. Amaretto
  • 125 g. sukker
  • 4 stk. æg
  • 2 tsk. vaniljesukker
  • 500 g. mascarpone
  • 3 spsk. bagekakao

Fremgangsmåde

Lagkagebund

  1. Læg æggene (med skal) i varmt vand i 20 minutter (dette gør man, så de får stuetemperatur – alternativt kan du også tage dem ud af køleskabet 1 time før brug).
  2. Pisk æg (du skal bruge 180 g., så det er ikke sikkert, at du skal bruge alle æggene. Vær opmærksom på mængden, hvis du ganger op i opskriften), sukker og vaniljesukker indtil det er helt hvidt. Vi piskede dem i ca. 10-15 minutter.
  3. Vej hvedemel, kartoffelmel, salt og bagepulver af i en skål.
  4. Tænd ovnen på 200 grader alm. ovn (over- og undervarme).
  5. Sigt hvedemel, kartoffelmel, salt og bagepulver i æggeblandingen og vend forsigtigt det i. Brug evt. en dejskraber til at vende det i. Det er vigtigt, at man er forsigtig og bruger lange strøg, så man undgår, at alt luften ryger ud.
  6. Smør en springform (diameter på 22 cm) godt med fedtstof eller beklæd med bagepapir.
  7. Hæld dejen i formen. Bank formen et par gange mod bordet, så man får fjernet eventuelle luftbobler.
  8. Bag den i ca. 30-40 minutter på anden nederste rille alt efter hvor kraftig din ovn er. Hold øje med den efter 20 minutter. Når du kan stikke en kødnål, strikkepind eller noget andet tyndt ned i kagen og den kommer op uden ubagt dej, så er den færdig.
  9. Tag formen ud af ovnen og lad kagen køle helt af.
  10. Når kagen er kølet af, så tages den ud af springformen og deles i 3 bunde.

Tiramisucreme

  1. Start med at brygge en stærk kaffe, så den kan køle af.
  2. Bland kaffe med Amaretto og sæt til side.
  3. Del æg i hvider og blommer i hver sin skål.
  4. Til blommerne tilsættes sukker og vaniljesukker. Pisk det med en elpisker til det er lyst og tykt. Det skal piskes i ca. 5-10 minutter.
  5. Ved lav hastighed piskes mascarpone i æggeblommeblandingen.
  6. I en anden skål piskes æggehvider helt stive. De skal være så stive, at du kan vende skålen på hovedet uden, at det ryger ud.
  7. Vend (ikke pisk) de stive æggehvider i din mascarponeblanding.

Sammenlægning af tiramisu lagkage

  1. Placer den første bund i samme springform, som den blev bagt i.
  2. Fordel noget af din kaffe-Amaretto blanding. Brug en ske til at dryppe med, så er det nemt at styre mængden.
  3. Kom så en tredjedel af cremen på bunden og fordel med en dejskraber eller spiseske.
  4. Drys et tyndt lag bagekakao over cremen. (Put bagekakao op i en trådsi og si pulveret udover, så får du et pænt og jævnt lag.
  5. Kom nu næste bund ovenpå og gentag processen.
  6. Når den tredje bund er kommet på, så vent med at drysse bagekakao på, til lige før den skal serveres.
  7. Dæk kagen til med husholdningsfilm og sæt på køl i minimum 4 timer, men meget gerne natten over.
  8. Inden servering drysses der med det sidste bagekakao. Server din tiramisu lagkage med det samme.
Bedøm denne ret

Opskrift på tiramisu lagkage

Den lækreste lagkage, hvis du også elsker den klassiske italienske dessert. Denne tiramisu lagkage er en anderledes måde at lave desserten på. Du skal ikke bruge ladyfingers, som der normalt skal i. I lagkagen erstattes ladyfingers af hjemmelavede lagkagebunde. Tiramisu lagkage kan ved første øjekast se uoverskuelig ud at kaste sig ud i. Du skal dog ikke lade dig narre af den lange fremgangsmåde, da kagen er rimelig lige til at lave og gerne skal laves en dag i forvejen. Så hvis du ved du får gæster, behøver du ikke stresse over denne lagkage oven i borddækning og klargøring.

LÆS OGSÅ: Klik her og find flere lagkageopskrifter

Tiramisu lagkage

Italiensk lagkage

Man kan godt kalde det for en slags italiensk lagkage. De hjemmelavede lagkagebunde er svampede og luftige og er den perfekte erstatning for ladyfingers. Vi anbefaler, at du selv laver bundene. Dog kan du også godt lave kagen med færdigkøbte lagkagebunde. Når lagkagebundene er færdigbagte og køler af, kan du ligeså stille begynde på din tiramisu creme. Den skal piskes godt i gennem, så vi vil råde dig til at bruge en røremaskine eller elpisker. Æggeblommerne og æggehvider piskes hver for sig og du bestemmer selv, om du køber dem seperat eller selv deler dem.

Når du laver italiensk tiramisu dypper du normalt dine ladyfingers i kaffe blandet med Amaretto, for at få den velkendte kaffesmag frem. Det er dog ikke ligeså nemt at dyppe en hel lagkagebund i kaffen. Vi hælder derfor lidt af blandingen over hver lagkagebund istedet. På den måde får du stadig en blød og svampet kage med den velkendte italienske smag.

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers.

Kommentarer

  1. Hej Mummum!
    Tak for denne lækre opskrift 😋
    Vil I mene, at man vil kunne bage bundene og så fryse dem ned?
    På forhånd tak for svar 😊
    Mange hilsner
    Katrina

  2. Hej igen
    Tusind tak for hurtigt svar! 😃
    Skal jeg så vente med at dele dem eller skal de helst deles inden nedfrysning?
    Rigtig god påske 🐣
    Mange hilsner
    Katrina

Skriv en kommentar