Lækre hverdagsopskrifter

Trøffelmus

trøffelmus
Opskrift til personer Opskrift til 4 personer

Forberedelsestid

15 minutter

Tilberedelsestid

10 minutter

Samlet tid

25 minutter

Beskrivelse

Nem opskrift på en klassisk trøffelmus, som den man kan købe hos bageren. En lækker trøffelmus lavet på romkugledej, som er vendt i krymmel.

Ingrediensliste

  • Trøffelmasse

  • 480 g. kagerester
  • 50 g. mørk chokolade
  • 1 dl. piskefløde
  • 0,5 tsk. vaniljesukker
  • 4 spsk. hindbærmarmelade
  • 2 spsk. romessens
  • 15 g. bagekakao
  • Andet

  • 50 g. kagekrymmel
  • 40 g. marcipan
  • 20 g. mørk chokolade

Fremgangsmåde

  1. Hak mørk chokolade groft.
  2. Put chokolade og fløde i en lille gryde. Varm det op ved lav varme. Lad det smelte sammen til en ensartet masse. Tag herefter gryden af varmen og lad det køle af.
  3. Placer alle dine kagerester i en stor skål. Smuldr alle resterne.
  4. Tilsæt hindbærmarmelade, vaniljesukker, romessens, kakaopulver og chokoladeblandingen, som du har lavet. Ælt det hele godt sammen, til du får en ensartet masse. Du kan også bruge k-spaden på en røremaskine eller en foodprocessor til at blande det hele. Hvis den virker for tør, så tilsæt lidt mere fløde.
  5. Smag massen til med romessens. Der kan være forskel på hvor meget man gerne vil have den til at smage af rom.
  6. Form massen til en mus.
  7. Rul den i chokoladekrymmel og placer på et fad.
  8. Form ører, øjne og hale af marcipanen.
  9. Smelt chokolade over vandbad. Brug chokoladen til at lave øjnene færdige og til at ‘sætte’ øjne, ører og hale fast på trøffelmusen.
  10. Sæt det hele på køl, så chokoladen kan størkne helt.

Bedøm denne ret

Opskrift på trøffelmus

Vi ved ikke om trøffelmus er en nordjysk ting, men ikke desto mindre, så får du altså opskriften på en vaskeægte trøffelmus. Præcis som den kan købes hos bageren! Sådan en mus af trøffelmasse har vi godt nok spist mange gange og det smager bare helt fantastisk. I princippet er det jo blot romkugledej, som er formet som en mus og vendt i krymmel. Man spiser den blot ved at skære skiver af musen, da det er en ret stor én af slagsen.

Sådan en mus er én af de bedste bagerkager, hvis du spørger os. Det er samtidig også det eneste sted vi har set, at man kan købe en trøffelmus. Og eftersom bagerierne bliver færre og færre, så besluttede vi os for at bevare et barndomsminde ved selv at kaste os ud i at lave en. Og det gik faktisk rigtig godt! Den smager i hvert fald præcis, som vi husker den.

LÆS OGSÅ: Romkugler

trøffelmus

Bagerkage

En trøffelmus er en rigtig bagerkage. Og gode bagerkager findes der rigtig mange af, hvis du spørger os! Vi har efterhånden rekreeret en del selv. Så hvis du gerne vil give dig i kast med flere bagerkager, så kunne det eksempelvis være en klassisk dagmartærte eller napoleonshatte. Det er sådan et hyggeligt lille projekt at gå i gang med. Vi elsker i hvert fald at bruge weekenderne på bagning.

Kan jeg lave den på forhånd?
Du kan sagtens lave hele trøffelmusen dagen før. Så skal den bare opbevares et køligt sted, pakket godt ind i husholdningsfilm.

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers.

Skriv en kommentar

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven

Ugens madplan

Mandag
Tirsdag
Onsdag
Torsdag
Fredag
Lørdag
Søndag