Citrontrifli med marengs
Forberedelsestid
30 minutterTilberedningstid
2 timerSamlet tid
2 timer og 30 minutterBeskrivelse
Nem og lækker opskrift på citrontrifli med marengs, knas og creme. En fantastisk dessert, som er lavet i portionsglas. Server til nytår, påske osv.
Ingrediensliste
Citroncreme
- 4 stk. økologisk citron
- 2 stk. økologisk lime
- 350 g. sukker
- 4 stk. æg
- 2 stk. æggeblomme
- 130 g. smør
Nøddecrunch
- 150 g. hasselnødder
- 150 g. mandler
- 10 g. raps- eller solsikkeolie
- 55 g. akaciehonning
Vaniljecreme
- 2,5 dl. piskefløde
- 2 tsk. vaniljesukker
- 200 g. græsk yoghurt
- 2 spsk. flormelis
Marengs
- 2 stk. æggehvide
- 130 g. sukker
Fremgangsmåde
Citroncreme
- Først laves citroncremen. Riv skallen på citronerne og limene og pres saften ud. Skær smør i tern.
- I en gryde kommes smørtern, saft, skal, sukker, æg og æggeblommer (husk at gemme hviderne, dem skal du bruge til marengsen senere). Blandingen varmes forsigtigt op mens der røres godt rundt. Tag af varmen når cremen er blevet tykkere. Sørg for at røre rundt undervejs. Den må ikke koge, da den så skiller.
- Lad cremen køle af og blive kold.
Nøddecrunch
- Så skal nøddecrunch laves. Tænd ovnen på 150 grader varmluft. Hak nødder groft.
- På en bageplade med bagepapir lægges nødderne.
- Kom honning og olie over. Bag dem i 20 minutter til de er gyldne.
- Lad det køle af.
Vaniljecreme
- Nu skal vaniljecremen laves. Bland fløde, vaniljesukker, græsk yoghurt og flormelis i en skål. Pisk med en elpisker indtil du har en cremet og luftig konsistens.
Marengs
- Blend sukker til pulver i en blender.
- Pisk æggehvider i en skål med en elpisker. Tilsæt sukker lidt efter lidt. Pisk indtil du har en luftig marengs, hvor du kan vende skålen uden der sker noget.
- Kom marengsen i en sprøjtepose med en tyl.
Anretning
- Nu er du klar til at lave dine trifli.
- Kom nøddecrunch i bunden. Herefter vaniljecreme, citroncreme. Gentag med endnu et lag.
- Sprøjt små dutter af marengs på toppen. Brænd dem af hurtigt med en lille gasbrænder.
Opskrift på citrontrifli med marengs
Nem og lækker opskrift på citrontrifli med marengs, creme og knas. En helt fantastisk dessert, som kræver lidt tid at lave, men som er det hele værd. Hvis du ikke er til desserter, som er super søde, så er denne lige noget for dig. Det er den perfekte balance mellem syrlighed og sødme.
Den består af creme, knas, citroncreme og brændt marengs på toppen. Vi har lavet den i små portionsglas, da vi synes, at det giver det fineste udtryk. Og så er det bare så fint, at man kan se alle lagene i desserten.
LÆS OGSÅ: Hvid chokolademousse med knas
Nem dessert med citron
Hvis du er vild med desserter med citron som citronmousse, så er denne helt sikkert lige noget for dig. Som sagt, så får du en dessert, som har den perfekte balance mellem syrlighed og sødme. De forskellige elementer komplimenterer hinanden så godt. Man har en lækker creme, den syrlige citroncreme, noget der knaser og til sidst den brændte marengs på toppen.
Nem nytårsdessert
Du kan sagtens bruge denne dessert som en frisk nytårsdessert. Det er også en perfekt dessert til påskefrokosten, til tapasbordet eller blot som en lækker weekenddessert, hvis du skal have gæster. Alle elementerne kan gøres klar på forhånd, så du blot skal samle den inden servering. Du kan også lave den på forhånd og have den til at stå på køl i nogle timer. Vi anbefaler dog ikke at samle den dagen før, da den så kommer til at stå for længe.
Følg også med på de sociale medier
Følger du med på vores Instagram? Hop endelig ind og følg med i vores madunivers. Her vil du få daglig inspiration til søde sager, sundere alternativer, lækre og nemme aftensmadretter og meget mere.

Kommentarer
Hej
Hvor længe kan marengsen ligge inden man sprøjter den på ? Vil den ændre sig i konsistensen?
Hvis man laver desserten om eftermiddagen, skal marengsen så først på inden servering ?
Tak for alle dine lækre opskrifter
Mvh Louise
Hej Louise,
Den kan godt ligge et par timer, men vent med at komme på til inden servering ja 🙂
Kh
Hejsa
Kan jeg bruge Cremfraice istedet for græsk yoghurt?
Godt Nytår
Hilsen Inger BB
Hej,
Sagtens! Godt nytår 🙂
Kh
Kan den laves dagen i forvejen? Hvis man blot venter med at komme marengs på? 😋
Hej Camilla,
Du kan lave vaniljecreme, citroncreme og nøddebrunch dagen før, men vi ville vente med at samle triflien til på dagen 🙂
Kh
Hvor mange grader skal det varmes op til
Hej,
Hvilket element? 🙂
Fantastisk dessert! Kan man egentlig ikke lave curd’en dagen før? Den bliver vel næppe FOR stiv, når der ikke er husblas i? Må kunne røres op inden den hældes i glassene… Eller hvad tænker I?
Hej,
Det kan du sagtens :-)!
Kh
Kan marengsen laves med andet end en gasbrænder? Kan den eksempelvis laves i ovnen?
Hej,
Desværre ikke ved denne dessert, da resten af desserten ikke vil have godt af at komme i ovnen <3
Kh
Hej. Behøver man at blende sukkeret til pulver. Kan man ikke bare bruge flormelis?
Hej Luise,
Jo, det kan du godt. Der er dog lidt kartoffelstivelse i flormelis, men vi tror, at du får nogenlunde samme resultat 🙂
Kh
Super hvad størrelse er glasne? Noget trick til at lave marengs, jeg ender altid med at få det til guf i stedet
Hej Katrine,
De er 220 ml. og marengs skal bare piske godt 🙂
Kh
Hej hvor er glasne fra?
Hej,
Weck 🙂
Kh
Skal man skille hviderne fra de 4 æg eller skal der kun gemmes hvider fra de 2 æg
Hej Kim,
Du skal bruge 4 hele æg + 2 æggeblommer, hvis det er cremen du spørger til 🙂
Kh
Er det meningen at citroncremen skal have sådan en lidt fed smag? Eller har jeg mon gjort noget forkert? ?
Hej,
Fed smag hvordan? Altså det er jo en creme, så den vil være lidt “fed”, men den er mest frisk i smagen 🙂
Kh
Er det meningen at nødderne skal være søde?
Jeg forsøgte mig med at riste nødderne i actifry og det gik fint. De er dog ikke spor søde, hvis det er meningen. Jeg har ikke samlet endnu, så ved ikke om det gør noget. Det giver bare ingen mening for mig, at bruge honning, hvis den ikke skal kunne smages ?
Hej Mette,
Ja nødderne skulle gerne blive en smule søde af honningen. Hvilken honning brugte du?
Kh
Kan denne laves et par dage i forvejen?
Hej,
Nej desværre ikke 🙂
Kh
Hvordan får i citron laget stift. Nu har jeg lavet det 2 gange med samme resultat.
Hej Tine,
Det bliver ikke lige så tykt som creme. Det er en lemoncurd, så den er lidt tynd, men den skal ikke være lige så tynd som vand. Den tykner, når den bliver varmet op og æggene får lov til at arbejde 🙂
Kh
Vil den holde formen hvis den laves 4-5 timer før servering ? Og det er blot marengs der sprøjtes og brændes til sidst?
Eller vil I foreslå at samle til sidst?
Hej Pernille,
Du kan sagtens lave selve triflien i god tid. Vi vil dog første sprøjte marengs på og brænde det kort inden servering 🙂
Kh
Hej jeg kan se der står 4 æg og 2 æggeblommer. Er det 2 æggeblommer fra de 4 æg eller er det fra 2 andre æg så det bliver 6 æg i det hele??
Og når man så skal blande det er det så de 4 hele æg der skal i blandningen eller kun blommen ?
Hej,
Det er 2 blommer fra andre æg, så det bliver fra 6 æg i alt ja 🙂
Der skal 4 hele æg + 2 blommer i cremen.
Kh
Nytårs dessert