Havregrynsmedaljer med bærskum

Havregrynsmedaljer med bærskum
Opskrift til stk. Opskrift til 25 stk.

Forberedelsestid

1 time

Tilberedelsestid

30 minutter

Samlet tid

1 time og 30 minutter

Beskrivelse

Nem og lækker opskrift på hjemmelavede havregrynsmedaljer med bærskum, glasur og hvid chokolade. Lækre medaljer med bær.

Ingrediensliste

  • Havregrynsbunde

  • 2 stk. æg
  • 2 tsk. hjortetaksalt
  • 200 g. havregryn
  • 200 g. hvedemel
  • 150 g. sukker
  • 2 tsk. vaniljesukker
  • 200 g. smør
  • Bærskum

  • 150 g. frosne hindbær
  • 150 g. frosne blåbær
  • 100 g. sukker
  • 5 dl. piskefløde
  • Pynt

  • 200 g. flormelis
  • 2 spsk. vand
  • 50 g. hvid chokolade
  • 100 g. jordbær

Fremgangsmåde

Bærskum

  1. I en gryde opkoges frosne bær og sukker (der skal ikke bruges vand) ved middel varme. Lad det koge til bærrene er udkogte. Tag gryden af varmen.
  2. Hæld bærblandingen over i en skål og lad det køle helt af.
  3. Pisk fløde til en fast flødeskum. Vend den kolde bærblanding lidt af gangen (så kan du nemmere justere hvordan konsistensen bliver).
  4. Smag den evt. til med lidt flormelis/sukker, så den bliver, som du kan lide den.

Havregrynsbunde

  1. Tag smør ud 30 minutter før det skal bruges, så det kan blive blødt. Vi bruger altid rigtig smør og ikke smørbar.
  2. Skær smør i mindre tern.
  3. Put smør, æg, hjortetaksalt, hvedemel, havregryn, sukker og vaniljesukker op i en skål. Ælt det sammen med hænderne eller med k-spaden i din røremaskine til en du har en ensartet dej.
  4. Sæt dejen på køl 15-20 minutter.
  5. Tænd ovnen på 200 grader alm. ovn (over- og undervarme).
  6. Del dejen i to.
  7. Klip to plastikposer ud, så du har to store stykker plastik (du kan også bruge bagepapir. Placer et stykke plastik på bordet. Læg dejen og placer igen et stykke plastik ovenpå. Rul nu dejen ud mellem dem. Se evt. billeder længere nede.
  8. Rul dejen ud tyndt (ca. 0,5-0,7 mm.).
  9. Stik dejen ud med en rund form på ca. 7 cm. i diameter.
  10. Placer dem på en bageplade beklædt med bagepapir med 1-2 cm. mellemrum.
  11. Bag én plade af gangen i ca. 8-10 minutter. De skal have fået lidt farve. Det kan også godt lugte lidt specielt fra ovnen, når de bages, men det er altså fordi der er hjortetaksalt i. Det kan ikke smages.
  12. Tag bundene ud og lad dem køle af. Bag de resterende bunde.
  13. Rør glasur sammen af flormelis og vand. Juster evt. til med mængden af vand eller flormelis i forhold til konsistensen.
  14. Fordel glasur på halvdelen af bundene.
  15. Fordel bærskum mellem to bunde (top med en bund med glasur på). Du kan bruge en spiseske eller fylde det i en sprøjtepose med tyl. Gem evt. lidt bærskum til pynt.
  16. Fortsæt sådan med de resterende medaljer.
  17. Fordel en lille dut med bærskum på toppen. Top med hakket hvid chokolade og jordbær skåret ud i kvarte.
  18. Anret til sidst på et fad og server med det samme.
  19. Hvis de først skal serveres senere, så vent med at samle dem til inden servering.
Bedøm denne ret

Opskrift på havregrynsmedaljer med bærskum

En nem og lækker opskrift på sprøde havregrynsmedaljer med frisk bærskum, hvid chokolade og jordbær. De her medaljer med havregryn er en anderledes udgave af den klassiske konditorkage, medaljer. Den tager egentlig udgangspunkt i vores opskrift på “farmors medaljer”, som du finder opskriften på lige her.

Vi har blot fyldt disse medaljer med frisk bærskum, glasur, lidt hvid chokolade og så friske jordbær på toppen. Det er en skøn forårskage eller sommerkage, som er perfekt at servere til eftermiddagskaffen eller aftenskaffen. De er også rigtig fine på en kagebuffet eller som del af en større kagetapas.

LÆS OGSÅ: Mazarinkage med bærskum

Farmors medaljer

Medaljer med bær

Vi elsker at nyfortolke de klassiske medaljer og give dem et twist af Mummum. Den her variant med frisk bærskum og friske jordbær er så lækker. Det smager så skønt, når man kombinerer noget sødt med noget lidt mere syrligt. Så får man nemlig ikke en dessert eller kage, som er alt for sød. Den her er helt tilpas sød. Så hvis du er sådan en, som helst ikke vil have kager, der er alt for søde, så er denne lige noget for dig.

Havregrynsmedaljer med bærskum

Kan jeg lave dem på forhånd?
Nej, det anbefaler vi ikke. De er bedst, hvis de bliver samlet lige inden servering. Du kan til gengæld sagtens lave bundene på forhånd og bærskum, så du blot skal samle dem inden servering. Du bager blot bundene på forhånd og opbevarer dem i en småkagedåse eller lufttæt beholder, så de bevarer sprødheden.

farmors medaljer

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers.

 

Kommentarer

  1. Og lige et spørgsmål ift holdbarhed. Hvor længe kan den holde sig, hvis den samles kl 8. Vil de så stadig være “ok” kl 15 fx. uden at stå i køleskab? (Skal bruges til et arrangement) 🙂

Skriv en kommentar