Løgtærte med bacon

Løgtærte med bacon
Opskrift til tærte Opskrift til 1 tærte

Forberedelsestid

1 time

Tilberedelsestid

35 minutter

Samlet tid

1 time og 35 minutter

Beskrivelse

Den bedste opskrift på en smagfuld løgtærte med bacon. Karamelliserede rødløg og bacon er den bedste kombination.

Ingrediensliste

  • Tærtebund

  • 110 g. smør
  • 100 g. hvedemel
  • 80 g. grahamsmel
  • 1 stk. æg
  • Fyld

  • 200 g. bacon i tern
  • 2 stk. rødløg
  • 2 spsk. balsamico
  • 1 spsk. akaciehonning
  • 5 stk. æg
  • 1 dl. creme fraiche
  • 1 tsk. tørret timian
  • salt/peber

Fremgangsmåde

  1. Først laves tærtedejen. Skær smør i små tern.
  2. Bland alle ingredienserne i en skål. Start med at samle dejen sammen med hænderne.
  3. Smuldr alle ingredienserne sammen og bliv ved med at arbejde med dejen til den samler sig.
  4. Du kan evt. tilsætte lidt vand, hvis du har svært ved at samle dejen.
  5. Når du har en ensartet dej, så formes den til en kugle. Pak den ind i husholdningsfilm.
  6. Sæt dejen på køl i 30 min.
  7. Tænd ovnen på 175 grader varmluft.
  8. Rul tærtedejen ud i lidt hvedemel til en cirkel, så den passer med et tærtefad på ca. 24-26 cm. i diameter. Prik bunden med en gaffel.
  9. Forbag bunden i den forvarmet ovn i 10 minutter. Imens den bager, så gøres fyldet klar.
  10. Varm en pande op uden fedtstof.
  11. Tilsæt bacon i tern til panden. Lad det stege til bacon er gyldent og sprødt. Tag det fra på en tallerken med et stykke køkkenrulle på.
  12. Pil rødløg og halver det. Skær i tynde skiver.
  13. Sæt panden, som du brugte før, tilbage på blusset. Kom evt. lidt fedtstof på.
  14. Kom rødløgene på panden. Vend dem godt rundt, så de bliver bløde.
  15. Tilsæt balsamico og akaciehonning. Lad løgene sautere ved lav varme til de er bløde og er blevet karamelliserede.
  16. Pisk æg sammen med creme fraiche, salt/peber og tørret timian.
  17. Tag tærtebunden ud af ovnen.
  18. Fordel halvdelen af rødløgene og bacon på bunden.
  19. Kom æggemassen på. Top med de resterende rødløg og bacon.
  20. Bag tærten i ovnen i ca. 25-30 minutter eller til æggemassen er fast og er en smule gylden.
  21. Tag tærten ud og lad den køle en smule af inden servering.
Bedøm denne ret

Opskrift på løgtærte med bacon

Her får du opskriften på den bedste løgtærte med bacon, som har masser af smag og som samtidig er nem at lave. Hvis du ikke har prøvet at lave tærte med karamelliserede rødløg, så er det på tide! Det smager fantastisk og giver sådan en dejlig sødme, men samtidig syrlighed til tærten. Det er virkelig hvad der kan løfte din tærte til et helt nyt niveau. Vi fik så mange komplimenter på den her tærte.

Og så er bacon jo bare altid godt. Også i denne tærte, hvor det står i skarp kontrast til de karamelliserede løg. De udgør det bedste makkerpar i denne tærte, som også har en grov fuldkornsbund, så den også mætter godt. Server den til frokost eller aftensmad. Den er også god kold og kan dermed sagtens nydes i madpakken også.

LÆS OGSÅ: Vegetartærte med karamelliserede rødløg

Løgtærte med bacon

Tærte med løg og bacon

Vi har længe haft en tendens til at lave de samme tærter igen og igen. Men nu tænkte vi, at vi ville prøve kræfter med nogle nye kombinationer. Den blev lavet ud fra hvad vi lige havde i køleskabet og det var altså en rest rødløg og bacon i tern. Nogle gange er det fedt at blive udfordret ud fra hvad man har på lager, så man ikke altid skal ud at handle ind.

Hvis du ikke har rødløg, så kan du også bruge almindelige løg, skalotteløg eller forårsløg. Vi tænker faktisk også, at det vil smage skønt, hvis man lige karamelliserer nogle porrer i balsamico og lidt honning.

Løgtærte med bacon

 

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers.

Skriv en kommentar