Squashtærte

Tærte med zucchini 
Opskrift til tærte Opskrift til 1 tærte

Forberedelsestid

15 minutter

Tilberedelsestid

30 minutter

Samlet tid

45 minutter

Beskrivelse

Nem og lækker opskrift på en spændende squashtærte. Den lækreste tærte med zucchini eller squash, hvad end du kalder den. Rigtig god til aftensmad.

Ingrediensliste

  • Bund

  • 110 g. smør
  • 120 g. hvedemel
  • 80 g. grahamsmel
  • 0,5 tsk. salt
  • 3 spsk. vand
  • Fyld

  • 4 stk. æg
  • 100 g. revet mozzarella
  • 60 g. serranoskinke
  • 3 spsk. creme fraiche
  • 1 stk. squash
  • salt/peber

Fremgangsmåde

  1. Skær smør i små tern.
  2. Bland alle ingredienserne undtagen vand i en skål. Start med at ælte dejen sammen med hænderne.
  3. Tilsæt lidt vand, indtil dejen samler sig. Det kan godt være, at du skal bruge lidt mere vand. Tilsæt vand indtil du har en dej, som samler sig.
  4. Sæt dejen på køl i minimum 30 min.
  5. Rul dejen ud i lidt hvedemel. Placer i et tærtefad cirka Ø22 cm. Skær overskydende tærtedej af. Prik bunden med en gaffel.
  6. Forbag bunden i 10 minutter i en forvarmet ovn ved 180 grader varmluft.
  7. Imens bunden bager, så gøres fyldet klar.
  8. Placer serranoskinke på en bageplade med bagepapir.
  9. Bag skinken i ovnen i ca. 5-7 minutter. Tag det ud og lad det køle en smule af.
  10. Riv squash. Pres så meget af væsken ud af den, som du kan (så undgår du en våd tærte).
  11. Pisk æg sammen med creme fraiche og revet ost. Tilsæt salt og peber.
  12. Hak serranoskinke i mindre stykker.
  13. Tilsæt revet squash og serranoskinke til æggeblandingen.
  14. Når bunden er forbagt, så tages den ud af ovnen. Fordel fyldet ud på bunden.
  15. Bag tærten i ovnen i ca. 15-18 minutter, indtil den får en let gylden farve og æggemassen er fast. Hold øje med den efter 10-12 minutter, da ikke alle ovne varmer ens.
  16. Tag tærten ud og lad den køle en smule af inden servering.
Bedøm denne ret

Opskrift på squashtærte

Her får du en nem og lækker opskrift på en spændende squashtærte med ost og serranoskinke. Den er lavet med en grovbund, som gør det til en grovtærte. En sundere tærte, som bliver fyldt med revet squash/zucchini, æg, ost, creme fraiche og serranoskinke. En anderledes, men virkelig god tærte!

Uanset om du kalder det for squash eller zucchini, så er det altså en skøn grøntsag, da den ikke har en kraftig smag. Det er derfor også en meget børnevenlig grøntsag og én, som du helt sikkert nemt kan lokke i børn.

LÆS OGSÅ: Tærte med skinke og broccoli

Opskrift på squashtærte

Tærte til aftensmad

Vi elsker at få tærte til aftensmad. Det betyder nemlig, at der altid er rester til madpakken dagen efter. Tærter er bare én af de ting, som både smager godt koldt og varmt, så derfor er det ideelt til madpakken eller til frokost. Når vi får squashtærte til aftensmad, så serverer vi også gerne en form for salat eller noget grønt til. Vi kan i hvert fald anbefale denne lækre tomatsalat. Den er hurtig at lave og så bliver den toppet med løg og frisk persille.

Opskrift på squashtærte

Tærte med zucchini

Den her tærte med zucchini er så god og nem at lave. Vi har brugt serranoskinke sammen med den, da vi synes det komplimenterer squash rigtig godt. Serranoskinke er også knap så fedtet som bacon, hvorfor vi ofte bruger det som alternativ.

I stedet for zucchini, så kan du også bruge broccoli, blomkål eller aubergine. Og i stedet for serranoskinke, så kan du også bruge almindelig bacon eller kalkunbacon.

Tærte med zucchini 

Følg med på de sociale medier og tilmeld dig Mit Mummum
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers.

Kommentarer

  1. Hej.
    I skriver et stk squash, men Ca. hvor mange gram?
    Jeg har en kæmpe squash, og den er ihvertfald for stor😂
    Tusind tak for mange fantastiske opskrifter 👏
    Glæder mig til at få jeres 3 kogebog på hylden❤️
    Kh Anja

    1. Hej Anja,

      Haha, ja kender godt til det med kæmpe squash. Min svigermor dyrker også squash og de vejer nok over 1 kg. 😂
      Men en almindelig squash er ca. 280-300 g.
      Og det er vi bare så glade for at høre! Tak for støtten <3

  2. Hej, jeg kan slet ikke få bagetiden til at passe. Min tærte har nærmere fået 35 min og jeg har endda presset en masse saft ud af squashen. Hvordan kan det være SÅ forskelligt?

    1. Hej Ida Marie,

      Bager du mon i et porcelænsfad? Så kan der nemlig være stor forskel på bagetiden, da et porcelænsfad suger meget varme. Det vil sige, at der går længere tid før varmen når ind til selve tærten <3

      Kh

  3. Kan man lave denne tærte i airfryer også? Og hvis man kan, hvor længe vil I vurderer at den skal have?

Skriv en kommentar