Brownie med is

Brownie med is
Opskrift til personer Opskrift til 9 personer

Forberedelsestid

20 minutter

Tilberedelsestid

40 minutter

Samlet tid

1 time

Beskrivelse

Opskrift på den bedste brownie serveret med is, bærcoulis og friske bær. Den bedste dessert med kage, som kan serveres til enhver anledning.

Ingrediensliste

  • Brownie

  • 200 g. mørk chokolade
  • 200 g. smør
  • 250 g. sukker
  • 3 tsk. vaniljesukker
  • 0,5 knivspids salt
  • 125 g. hvedemel
  • 3 æg
  • Hindbærcoulis

  • 200 g. frosne hindbær
  • 3 spsk. sukker
  • 3 spsk. vand
  • Andet

  • 1 liter vaniljeis
  • 500 g. jordbær

Fremgangsmåde

Brownie

  1. Tænd ovnen på 175 grader varmluft.
  2. Smelt smørret i en gryde ved lav varme. Hak chokolade groft. Tag gryden af varmen, når smørret er smeltet og tilsæt chokoladen. Rør rundt, indtil det hele er en ensartet masse. Lad det køle af.
  3. Pisk æg, sukker, hvedemel, vaniljesukker og salt sammen til en luftig masse med en elpisker eller i en røremaskine.
  4. Tilsæt den afkølede blanding af smør og chokolade, imens der piskes.
  5. Fordel dejen i en form (ca. 20×20 cm), som er smurt med smør eller foret med bagepapir.
  6. Bag brownien i midten af ovnen i ca. 18-24 minutter alt efter hvor kraftig din ovn er. Begynd at holde øje med den efter 18 minutter. Den skal gerne virke blød, når du trykker på den, men den må ikke virke helt flydende.
  7. Tag den ud af ovnen og lad den køle af.
  8. Brownien er bedst, hvis den laves dagen før og sættes på køl natten over.
  9. Den kan også sagtens fryses og så blot tages op 6 timer inden den skal bruges.

Bærcoulis og anretning

  1. Kom frosne hindbær i en lille gryde med vand og sukker.
  2. Lad det koge op.
  3. Tag gryden af varmen.
  4. Blend med en stavblender eller i en blender.
  5. Kom i en skål indtil servering.

Anretning

  1. Skær brownie ud i stykker.
  2. Et godt tip er at gøre kniven varm under en varm vandhane. Kom kniven under vandet og tør så efter med et viskestykke. Skær brownie. Sådan kan du fortsætte med at komme kniven under det varme vand. Så får du et pænt snit.
  3. Anret brownie på tallerken.
  4. Kom 1 spsk. bærcoulis ved, en kugle vaniljeis og lidt friske bær ved siden af.
  5. Server med det samme.
Bedøm denne ret

Opskrift på brownie med is

Sådan en omgang brownie med is går man aldrig galt i byen med! Og når den oven i købet lige bliver toppet med lidt hjemmelavet bærcoulis og lidt friske bær, så er det altså en dessert, som altid er en sikker vinder. Den kan serveres året rundt. Til fødselsdage, højtider, til nytår eller hvis du bare har lyst til lidt sødt i weekenden. Sådan en omgang her kan man altid spise og den går altid rent hjem hos alle vores gæster.

Vi mener selv, at vi har den absolut bedste opskrift på brownie. Det er i hvert fald sådan en opskrift, som aldrig går galt og som giver en lækker og intens browniekage hver eneste gang. Den spiller perfekt sammen med en god vaniljeis. Her kan du bare vælge din yndlings. Vi plejer bare at vælge hvad der lige er på bud. Vi synes ikke, at det behøves at være en bestemt vaniljeis. Ellers kan du selvfølgelig også servere anden slags is til. Det kunne være en sorbet, som er lidt frisk i det. Vi vil ikke anbefale en chokoladeis, da det bliver ret meget chokolade med chokolade. Det kan også blive for meget chokolade efter vores mening.

LÆS OGSÅ: Crepes Suzette

Brownie med is

Dessertkage med is

Vi er total meget team kage med is. Måske du også har det sådan? Vi kan spise enhver god dessertkage med en stor kugle vaniljeis til. Vi vil til enhver tid foretrække is fremfor eksempelvis creme fraiche, flødeskum eller noget tredje. Sådan en kugle kold vaniljeis spiller bare perfekt til et stykke intenst brownie. Det er den absolut bedste kombination!

Hvis vi skal anbefale andre kager, som også går eminent sammen med is, så kan vi anbefale en fransk gateau marcel, en trøffelkage eller en sprød crumblekage.

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers.

Skriv en kommentar