Blommechutney

Opskrift på blommechutney
Opskrift til glas Opskrift til 1 glas

Forberedelsestid

10 minutter

Tilberedelsestid

20 minutter

Samlet tid

30 minutter

Beskrivelse

Nem opskrift på hjemmelavet blommechutney. Server den lækre og smagfulde chutney som tilbehør til aftensmad eller til en osteanretning.

Ingrediensliste

  • 250 g. blomme
  • 1 rødløg
  • 1,5 stk. æble
  • 1 cm. frisk ingefær
  • 100 g. sukker
  • 0,5 dl. æblecidereddike
  • 0,5 tsk. chiliflager
  • salt

Fremgangsmåde

  1. Halver blommer og fjern stenen. Skær i kvarte.
  2. Fjern kernehus og skræl æbler og skær i mindre stykker.
  3. Skær rødløg i både eller grove stykker.
  4. Hak Ingefær fint eller riv det.
  5. Kom blommer, æbler, rødløg, ingefær, sukker og chiliflager op i en gryde.
  6. Sæt gryden på blusset og tænd for medium varme.
  7. Lad det hele simre 5 minutter under omrøring. Tilsæt æblecidereddike.
  8. Lad det simre yderligere i 15-20 minutter til alle frugterne er kogt bløde og de kan mases med en gaffel.
  9. Lad det simre lidt længere tid, hvis der stadig er meget væske.
  10. Smag til med salt og evt. mere chili alt efter hvor stærk den skal være.
  11. Tag gryden af varmen. Lad det køle af.
  12. Du kan lade din chutney have lidt struktur eller du kan blende den kort med en stavblender.
  13. Hæld chutney på et glas (evt. skyllet i atamon eller alkohol). Lad den køle af. Når den er kølet af, så sættes låg på og det sættes på køl.
Bedøm denne ret

Opskrift på blommechutney

Hjemmelavet blommechutney smager skønt som tilbehør til aftensmad eller ost. Det er samtidig en super nem måde at udnytte de lækre, søde blommer, som er i sæson i sensommeren og efteråret. Det er også en anderledes måde at bruge blommerne på end de fleste nok gør. Måske du også oftest laver klassikere som blommekage, blommemarmelade eller måske blommecrumble? Hvis ikke, så er det altså også nogle rigtig gode bud på hvad du kan bruge de lækre og smagfulde blommer til.

Måske du er beriget med et blommetræ i haven eller måske du kender nogen, som er. Så er der rig mulighed for at få brugt nogle af de mange blommer ved at lave denne opskrift. Du får en smagfuld chutney med lidt bid i pga. chilien. Du kan bruge din chutney som tilbehør til aftensmad. Det kunne være indiske retter som tikka masala, hvor chutneyen virkelig komplimenterer den stærke ret.

LÆS OGSÅ: Æblechutney

Opskrift på blommechutney

Chutney med blommer og æble

Selve basen på denne chutney er lavet på blommer, æble og rødløg. Derudover har vi tilsat lidt chili for at give den noget kraft samt eddike for at give den noget syrlighed. Det er en rigtig mild og simpel chutney, hvor du sagtens kan tilføje andre krydderier også. Prøv at tilsætte koriander, sennepsfrø, stjerneanis eller andre krydderier, som lige kan pifte din chutney op.

Sådan en hjemmelavet chutney og generelt syltede sager er sådan et hyggeligt lille projekt, som man hurtigt lige kan bikse sammen. Dét der egentlig tager tid er at rengøre og klargøre ingredienserne, men derefter skal det blot simre og passe sig selv.

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers.

Kommentarer

  1. Jeg har haft hjemmelavet blommechutney i køleskabet i et år uden tilsat konservering. Det har smagt fantastisk😋

  2. Blommechutney er blevet noget jeg laver igen og igen efter at have fundet din opskrift. Smager mega lækkert til ost.

Skriv en kommentar