Islagkage med marcipan

Islagkage med marcipan
Opskrift til personer Opskrift til 8 personer

Forberedelsestid

1 time

Tilberedelsestid

4 timer

Samlet tid

5 timer

Beskrivelse

Lav en luksuriøs, hjemmelavet islagkage med marcipan og chokolade. Hjemmelavet is er slet ikke svært at lave og så er det en nem dessert.

Ingrediensliste

  • Nøddebund

  • 3 stk. æggehvide
  • 150 g. flormelis
  • 150 g. mandler
  • Is

  • 4 stk. æggeblomme
  • 75 g. flormelis
  • 2 tsk. vaniljesukker
  • 4 dl. piskefløde
  • 50 g. marcipan
  • 100 g. mørk chokolade
  • Bærcoulis

  • 150 g. frosne hindbær
  • 4 spsk. sukker
  • Marcipanovertræk

  • 150 g. marcipan
  • 65 g. flormelis
  • 25 g. glukosesirup
  • Topping

  • 50 g. mørk chokolade
  • 2 dl. piskefløde

Fremgangsmåde

Nøddebund

  1. Tænd ovnen på 165 grader varmluft.
  2. Beklæd en springform (Ø22) med bagepapir i bunden. Smør siderne med smør.
  3. Pisk æggehvider stive med en elpisker. Tilsæt flormelis og pisk det godt indtil du har en fast og glat marengs.
  4. Hak nødder fint. Dette gøres nemt i en foodprocessor, minihakker eller blender.
  5. Vend nødderne godt rundt i din marengs (et tip er at bruge en dejskraber).
  6. Fordel dejen i formen. Fordel den godt ud. Bank den let mod bordpladen, så sikrer du dig, at den er fordelt godt ud.
  7. Bag bunden i din forvarmet ovn i ca. 30-40 minutter.
  8. Tag herefter bunden ud og lad den afkøle helt.
  9. Når den er kølet af, så kan du presse den en smule ned, hvis den er hævet meget op.

Is

  1. Nu skal isen laves.
  2. Opkog bær i en gryde med sukker ved mellem varme. Rør jævnligt.
  3. Lad det stå og simre i 5 minutter til bærrene er kogt ud.
  4. Tag gryden af varmen.
  5. Si kernerne fra i en trådsi. Kom kompotten over i en skål. Sæt den evt. i fryseren, så den hurtigt kan køle af.
  6. Pisk æggeblommer, vaniljesukker og flormelis sammen i en skål med en elpisker til det er lyst og luftigt. Det tager ca. 3-5 minutter.
  7. Pisk piskefløde til en blød flødeskum.
  8. Vend flødeskum sammen med æggeblandingen. Dette gøres nemt med en dejskraber.
  9. Vend herefter den kolde hindbærkompot i.
  10. Riv marcipan og hak chokolade groft. Vend det i isen.
  11. Fordel isen ovenpå din nøddebund. Bank let formen ned mod bordet, så isen er jævnt fordelt.
  12. Sæt islagkagen i fryseren i minimum 4 timer (gerne natten over).
  13. Nu til marcipanovertræk. Rør marcipan sammen med flormelis og glukosesirup i en røremaskine med k-spaden. Du kan også ælte det godt sammen med hænderne. Læg det på køl.
  14. Når islagkagen er frossen rulles marcipanovertræk ud.
  15. Drys en masse flormelis på bordet og rul den ud til et rektangel, der er cirka 8 cm bredt (afhængigt af hvor høj din islagkage er) og 65 cm. langt, hvis du bruger Ø22cm springform.
  16. Kom overtrækket rundt om islagkagen.
  17. Smelt chokolade over vandbad eller i mikroovnen. Kom hakket chokolade op i en skål. Kom skålen i mikroovnen. Giv det 20 sekunder af gangen og rør hver gang. Bliv ved indtil det er smeltet sammen til ensartet masse.
  18. Brug en ske eller gaffel til at fordele det over isen.
  19. Sæt isen på frost.
  20. Pisk fløde til en fast flødeskum og kom det i en sprøjtepose med tyl. Lav små toppe rundt i kanten og sæt den på frost igen eller server med det samme.
Bedøm denne ret

Opskrift på islagkage med marcipan

En lækker, hjemmelavet islagkage med marcipan. Vi elsker islagkager og har efterhånden rigtig mange opskrifter på det! Det er nemlig så nem en dessert, som kan laves klar på forhånd. Vi nyder især islagkager her om sommeren, hvor man ikke gider at bruge sommerdagene på at stå i køkkenet alt for længe. Vi vil meget hellere nyde det gode vejr og invitere gæster på besøg.

Den her islagkage med marcipan er så lækker. Den er nem at lave og så indeholder den lækre stykker af marcipan og friske bær på en sprød nøddebund. Derudover er den med marcipanovertræk i siderne og chokolade på toppen. Den plejer i hvert fald altid at falde i god jord. Især hos marcipan-elskere!

LÆS OGSÅ: Islagkage med karamel

Islagkage med marcipan Islagkage med marcipan

Hjemmelavet islagkage uden ismaskine

Alle vores islagkageopskrifter er lavet uden ismaskine. Man kan nemlig sagtens lave god, hjemmelavet is uden en ismaskine. Vi får ofte spørgsmål angående om isen så ikke krystalliserer, når den er lavet uden ismaskine og det synes vi slet ikke. Det er blot vigtigt ikke at overpiske fløden.

Pynt evt. islagkagen af med en masse friske bær eller server det ved siden af. Det synes vi er prikken over i’et på denne dessert, da det giver et frisk element. Især hvis det er sommerens søde bær som jordbær og hindbær.

Islagkage med marcipan Islagkage med marcipan

Hvor lang tid kan den holde sig?
Den kan holde sig på frys i 1-2 måneder. Sørg for ikke at opbevare den tæt på madvarer, som kan have en kraftig lugt, da den godt kan tage smag fra det.

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers.

Kommentarer

Skriv en kommentar