Nemme opskrifter på hjemmelavet cheesecake eller ostekage. Lav nemt en hjemmelavet cheesecake med oreo, med risalamande, i glas, uden husblas eller med citron. Du kan lave så mange forskellige varianter af ostekage. Her finder du vores bedste opskrifter.

Cheesecake i glas

Skal de portionsanrettes, så er det nemt at lave cheesecake i glas. På den måde bliver det nærmest ikke nemmere, hvis du skal have gæster. Desserten laves dagen før og så skal den måske bare lige pyntes på toppen inden servering. Det er i hvert fald en af de desserter, som vi ofte laver, hvis vi gerne vil undgå stress på dagen og forberede så meget som muligt inden gæster.

Cheesecake opskrifter

Her har vi samlet alle vores bedste opskrifter på cheesecake og ostekager. Vi har alligevel fået en del opskrifter på hjemmesiden gennem årene. Det er også en af vores yndlingskager. Hvis du normalvis ikke bryder dig om ostekage, så lov os, at du lige prøver en af vores opskrifter inden du bestemmer dig endegyldigt. Vi er nemlig heller ikke de store ostespisere, og synes ikke at vores opskrifter smager meget af ost. Flødeosten er blot med til at give fyldet noget fylde og gøre det cremet.

Nemme cheesecakes

Alle vores opskrifter er nemme og ligetil. Sådan er det også med vores cheesecakes. De skal være nemme og alle skal kunne være med. Derfor har vi både opskrifter med og uden husblas. Det er nu ikke fordi, at det er svært at bruge husblas. Men vi hører ofte, at folk frygter det. Vi har prøvet på bedste vis at lave en uudførlig fremgangsmåde, så vi holder dig i hånden hele vejen, når du skal arbejde med husblas. Det håber vi hjælper. Vi hører i hvert fald fra flere, at de har succes med det.

Ostekager

Ostekager eller cheesecakes. Kært barn har mange navne. Vi har sådan en fornemmelse af, at det er den yngre generation især, som kalder det for cheesecake og så den ældre generation, som kalder det for ostekage. Min farmor kalder det i hvert fald for ostekage og når jeg kigger i gamle opskriftshæfter, så hedder det også ostekager. Men uanset hvad du kalder det, så finder du i hvert fald dejlige opskrifter på ostekager lige her.

Cheesecake til fødselsdag og fester

Du kan servere denne dessert til alle anledninger. Vi har ofte serveret den til fødselsdage, men du kan også lave den i højtiderne. Prøv eksempelvis kræfter med en påskecheesecake eller en julecheesecake. Man kan lave så mange sjove varianter og forskellige smagskombinationer. Det er er også det sjove ved, at kagen laves i flere lag. Så kan man lege med de forskellige lag.

Kan jeg lave cheesecake uden husblas?

Ja, det kan du sagtens. Man kan lave rigtig mange nemme og lækre cheesecakes uden husblas.

Hvad består en klassisk cheesecake af?

Typisk en kiksebund, noget ostefyld og så enten gele eller pynt på topppen.

Hvad er en no bake cheesecake?

En no-bake cheesecake er en kage, som ikke skal bages. I stedet skal den blot sættes på køl, hvor den så sætter sig.

Spørgsmål til cheesecake

Hvad er forskellen på en bagt og en ubagt cheesecake?Forskellen på en bagt og ubagt cheesecake er primært på tilberedning, men også konsistens, smag og holdbarhed. En ubagt cheesecake sætter sig i køleskabet, hvorimod en bagt cheesecake sætter sig under tilberedning.

Hvilke ingredienser er absolut uundværlige i en god cheesecake?
Der er nogle ingredienser man ikke kommer udenom i en cheesecake og det er flødeost, sukker, fløde eller et andet fedtholdigt mejeriprodukt, vanilje til cremen og kiks og smør til kiksebund.

Er cheesecake svær at lave, eller er det nemmere end det ser ud?
En cheesecake er nemmere at lave end det ser ud og hvad den har ry for at være. Især den ubagte cheesecake er lige til at gå til. Den kræver ikke meget andet end at blive blandet sammen og sat på køl. Den bagte er en anelse sværere, men hvis du blot sørger for den ikke bliver overbagt og temperaturen ligger på 150-170 grader burde resultatet være godt.

Hvad er den største fejl, folk begår, når de laver cheesecake?
Hvis det er en bagt cheesecake, er den største fejl overbagning. Da cheesecaken først stivner helt færdig når den køler af er det vigtigt at tage den ud af ovnen mens midten stadig giver sig lidt når formen rystes forsigtigt.

Den største fejl man begår ved en ubagt cheesecake, er at kagen ikke får tid nok til at sætte sig og dermed ikke holder formen når den serveres.

Hvornår er cheesecake opfundet, og hvor kommer den egentlig fra?
Første gang en cheesecake-lignende kage blev dateret i historiebøgerne var tilbage ca. 2000 f.Kr. i det antikke Grækenland. Dog er den moderne cheesecake opfundet i New York tilbage i 1872 af en mejerist ved navn William Lawrence. Derfra er kagen blevet videreudviklet og i dag en sand kage-klassiker.

Hvad adskiller en amerikansk cheesecake fra en europæisk?
Den store forskel på en amerikansk cheesecake og en europæisk er hovedsageligt, at den amerikanske består af cream cheese, hvor den europæiske kan bestå af ricotta, kvark, fromage frais eller hytteost. Den klassisk amerikanske er bagt hvorimod det varierer ved den europæiske.

Teknik & tilberedning

Hvorfor revner min cheesecake på toppen – og hvordan undgår man det?
Din cheesecake revner på toppen hvis den har været udsat for meget stress enten under bagning eller afkøling. Du undgår at kagen revner ved at temperaturen ikke må være for høj i ovnen under tilberedning (150-170 grader alm. ovn), at kagen ikke tilberedes for længe (midten skal give sig når den tages ud) og at ostecremen indeholder for meget luft. Sørg derfor for at cremen røres sammen eller piskes let. Sørg for at slukke ovnen når kagen er færdig og lad den gerne stå i en halv times tid før lågen sættes på klem og først derefter tages den ud i stuetemperatur.

Hvad er vandbadet, og er det virkelig nødvendigt?
Vandbadet er en teknik der sørger for jævn og mild varme så man undgår temperaturchok og derudover sørger det også for at holde mere fugt i ovnen og dermed også i kagen. Det er bestemt ikke nødvendigt at benytte sig af et vandbad når man bager sin cheesecake, dog er det en god og effektiv teknik.

Hvordan ved man, hvornår en bagt cheesecake er færdig?
Det er lidt anderledes med en cheesecake end almindelige kager, for det er nemlig vigtigt at man tager kagen ud af ovnen før den faktisk er helt færdigbagt i midten da kagen stivner når den køler af. En cheesecake er færdig når kanterne er faste og midten giver sig og bevæger sig lidt som fast gelé når man rører ved formen eller bradepanden. Midten må ikke være alt for flydende eller skvulpe.

Skal alle ingredienser have stuetemperatur inden man går i gang?
Det er ikke en absolut nødvendighed at alle ingredienser har stuetemperatur, dog er sandsynligheden for en vellykket cheesecake noget højere hvis ingredienserne har noget nær samme temperatur (stuetemperatur).

Hvorfor bliver min cheesecake ikke fast nok?
Hvis det er en bagt cheesecake, kan det skyldes underbagning, at der enten er for meget væske eller for få æg i dejen eller at kagen ikke har hvilet længe nok.

Hvis det er en ubagt cheesecake kan det skyldes at der er for lidt husblas i, fløden er overpiske eller at den ikke har hvilet på køl længe nok.

Kan man lave cheesecake uden en springform?
Man kan sagtens lave en cheesecake uden springform, dog er springformen en god og praktisk løsning. Vil man undgå en springform kan man sagtens lave cheesecake i en almindelig kage-, muffins- eller tærteform eller glas eller dessertskåle.

Bunden

Hvad er den bedste type kiks til en cheesecakebund?
Den bedste og mest brugte kiks til en cheesecakebund er helt klart en digestivekiks. Den giver en god krumme, god balance i det søde og salte og er egnet både til bagte og ubagte cheesecakes. Alternativt kan man benytte sig af grahamkiks, bastognekiks, smørkiks eller Oreokiks.

Skal bunden forbages, eller kan man bare hælde fyldet direkte på?
Hvis det er en bagt cheesecake, er det en god idé at forbage bunden inden fyldet hældes på. Forbag gerne kiksebunden i 8-10 minutter ved 175 grader og lad den køle af inden fyldet hældes på.

Hvis man laver en ubagt cheesecake, kan man godt springe over forbagning.

Hvordan sørger man for, at bunden ikke bliver blød og soggy?
Man undgår en blød og soggy bund ved at forbage bunden (hvis cheesecaken skal bages), ved at bruge den rette mængde smør til kiks og at man sørger for at presse bunden hårdt sammen ned i formen.

Kan man lave en cheesecakebund uden kiks?
Man kan sagtens lave en cheesecakebund uden kiks og der findes flere klassiske versioner hvor kiksene er udeladt. Man kan fx lave en bund bestående af mørdej, nødder, havre, sandkage eller helt undlade bunden.

Variationer & smagsgivere

Hvilken type flødeost egner sig bedst til cheesecake?
Hvis man skal vælge en bestemt type ost til en cheesecake er det nok en neutral cream cheese. Det er den type der oftest bliver brugt. Dog kan man også bruge alternativer såsom ricotta, kvark eller fromage frais.

Kan man lave en cheesecake uden husblas eller gelatine i den ubagte version?
Man kan godt lave en ubagt cheesecake uden husblas eller gelatine, dog stiller det lidt større krav til de valgte ingredienser og proportionerne heraf. Hvis kagen skal kunne bære sig selv, skal den have et højt fedtindhold, lang tids kulde (hviletid i køleskab), lavt væskeindhold og minimal luft.

Hvordan kan man smage en cheesecake til uden at overdøve den klassiske smag?
En cheesecake er mild, rund og fed i smagen og det gør den samtidig også ret nem at overdøve i smag og det må ikke være målet. Sørg for at kagen er smagt godt til med vanilje og evt. citron. Hvis man ønsker at ændre på selve kagens smag og ikke kombinere andre smage ind ved hjælp af coulis, gelé eller lignende, kan man diskret lege med smagsgivere såsom kaffe, kanel, chokolade osv.

Kan man lave en cheesecake, der er laktosefri eller vegansk?
Man kan både lave en cheesecake der er laktosefri og/eller vegansk. Det handler blot om de rigtige råvarer og i dag er der heldigvis gode produkter at købe i supermarkedet. En laktosefri cheesecake kan laves på stort set den samme grundopskrift som en almindelig cheesecake, blot ved at erstatte mejeriprodukter med laktosefrie versioner. En vegansk cheesecake derimod kan laves på en nøddebund og en plantebaseret cream cheese. For at cremen kan sætte sig er det vigtigt at vælge fx agar-agar som hjælper her.

Opbevaring & servering

Hvor længe kan cheesecake holde sig i køleskabet?
Hvis en cheesecake opbevares korrekt i en lufttæt beholder på køl, kan en ubagt holde sig 2-4 dage og en bagt 3-5 dage.

Kan man fryse cheesecake ned?
En cheesecake kan godt fryses ned og holder fint på både smag og konsistens. Især en bagt cheesecake er god at fryse ned. Sørg for at pakke den godt ind i film eller i en lufttæt pakning. Kagen vil kunne holde sig på frost i op til 3 måneder.

Hvor lang tid før servering bør man tage cheesecaken ud af køleskabet?
En bagt cheesecake bør tages ud af køleskabet ca. 30 minutter før servering, da det giver en blødere og mere cremet tekstur og får smagene til at træde mere frem. Den ubagte cheesecake bør tages ud af køleskabet ca. 15 minutter før servering.

Hvad passer bedst som topping eller tilbehør til cheesecake?
En cheesecake kan trækkes i mange forskellige retninger hvad angår fyld og topping. Nogle gode, sikre valg af topping vil være bær, citron, chokolade, karamel, nødder eller kiks.

Hvordan skærer man pæne og ensartede stykker cheesecake?
En cheesecake bør, uanset om den er bagt eller ubagt, altid blive skåret i stykker med en opvarmet lang kniv med glat klinge. Kniven opvarmes under varmt vand for hvert snit den skærer.