Vil du være fri for reklamer? Så opret dig som medlem og brug vores app uden reklamer og få mange fordele
Forside / Opskrifter / Søde sager / Muffins
Nemme opskrifter på lækre muffins og cupcakes. Her finder du opskrift på chokolademuffins, bananmuffins, gulerodsmuffins og mange flere. Muffins eller cupcakes er en nem tag-med kage, som du kan servere for klassen, til kollegaerne eller til børnefødselsdag.
Vi har her samlet alle vores muffins opskrifter et sted. Så kan du vælge præcis den muffin, som du er i humør til at lave. Vi elsker muffins, da det er så nem og simpel en kage. De består af simple ingredienser, som kan købes i alle supermarkeder og så er de hurtige at lave. Det er en kage, som skal bages kort tid i ovnen. Så hvis man gerne vil lave en hurtig kage, så er muffins et godt bud. Og så er det jo bare hyggeligt at spise en muffin også.
Men lad os lige slå fast. Hvad hedder det? Muffins eller cupcakes? Muffins er den danske version og så må cupcakes være den amerikanske version. Vi har i hvert fald selv en ide om, at muffins ofte er kager bagt i muffinsforme, som blot er toppet med glasur. Cupcakes er lidt mere ekstravagante og er ofte pyntet med frosting eller en smørcreme af en art. Måske vi tager fejl, men det er sådan vi betegner det.
Her finder du nemme muffins opskrifter, som er lige til at gå til. De her kager er sådan et projekt, hvor det også er hyggeligt at have børn med i køkkenet. Det er nemlig en simpel dej, som ikke består af vildt mange ingredienser. Det var en af de kager, som vi selv lærte at lave i en tidlig alder.
Man kan toppe sine kager med alverdens toppings og krymmel. Det kan være glasur, frosting, smørcreme, en italiensk smørcreme, krymmel, chokolade og meget mere. Det er næsten kun fantasien, som sætter grænser. Bruger man glasur eller frosting, så kan det jo også laves i alverdens farver, hvis man tilsætter frugtfarve eller pastafarve.
Prøv at lave forskellige slags glasur og en lille krymmelbar. Det er sådan noget, som børn synes er sjovt at hyggeligt. At kunne lave deres helt egne sjove muffins, som de selv har fået lov til at pynte. Så hvis du mangler nogle opskrifter på sjove muffins til børn, så har vi nogle gode grundopskrifter her, som du kan toppe med masser af pynt.
Udover at være nemme, så er det også nogle lækre muffins, som vi har opskrifter på. Vi gider ikke sådan nogle tørre muffins, som er kedelige. De skal være saftige og svampede. Ofte ser du, at vi i vores opskrifter har tilføjet en skefuld creme fraiche eller skyr. Det er nemlig et godt trick at tilføje et surmælksprodukt i kager og bagværk. Det gør dem mere svampede og forlænger også holdbarheden, så de ikke bliver tørre alt for hurtigt.
Hvis der skal gøres lidt ekstra ud af påsken, så giv dig i kast med påskemuffins. Det kunne være citronmuffins eller vaniljemuffins, som pyntes som påskekyllinger. Det er altid sjovt at lave muffins, som følger en højtid.
Det kunne også være julemuffins med smag af kanel og krydderier. Eller måske de er pyntet med juleslik? Vi bliver altid selv så kreative, når det er jul og så kan man jo passende bruge sin kreativitet på at lave nogle fine julemuffins.
Muffins laves af en kagedej, som fyldes i muffinsforme og bages i ovnen. Dejen består ofte af sukker, æg, mælk og hvedemel.
Ja, i princippet kan stort set alle kager laves som muffins. Bradepandekager er nemme at lave om til muffins. Vær dog opmærksom på at bagetiden ændres, når du bager dem i muffinsforme. De skal nemlig have kortere tid end hvis man bagte en hel kage.
Søg i kategorier, titler og opskrifternes råvareindhold
Ingen varer i vognen.